Ansøger, der led af kroniske forandringer i nakken med spændinger og smerter i nakke/skuldermusklerne, havde siden 1996 været ansat i en beskyttet stilling. (50/50 ordning)
Ansøgers arbejde bestod blandt andet i telefonbetjening, sortering og omdeling af post samt i begrænset omfang terminalarbejde.
I foråret 1998 søgte ansøger kommunen om hjælp til anskaffelse af et hæve/sænkeskrivebord, idet hendes arbejdsgiver, der tidligere havde indkøbt en stol til ansøger fandt, at et hæve/sænkeskrivebord lå over det niveau, der er sædvanlig standard på arbejdspladsen.
Ifølge oplysningerne i sagen havde ansøger på et tidspunkt afprøvet et højdeindstilleligt arbejdsbord, hvilket belastede ansøgers nakke og ryg mindre.
Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at der var tale om et almindeligt kontormøbel i form af et hæve/sænkeskrivebord, hvorfor kommunen ikke fandt, at dette kontorinventar specielt kompenserede ansøger for begrænsninger i erhvervsevnen.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på udtalelse fra nævnets lægekonsulent. Nævnet vurderede herefter, at et hæve/sænkeskrivebord var af afgørende betydning for, at ansøger kunne fastholde beskæftigelsen. Nævnet lagde til grund, at ansøger var ansat i en beskyttet stilling. I klagen til Ankestyrelsen havde kommunen bl.a. anført, at kommunen ønsker at få afprøvet, om det var muligt i medfør af bistandslovens § 49 e, at afholde udgifter til almindeligt kontorinventar.
Kommunen henviste i den forbindelse til ordlyden i bistandslovens § 49 e, hvoraf det blandt andet fremgår, at det er en forudsætning, at værktøjet eller arbejdsredskabet kompenserer den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen.
Kommunen fandt det derfor principielt, om en arbejdsgiver kunne have retskrav på at få etableret en arbejdsplads, f.eks. i forbindelse med oprettelse af et skånejob, eller om arbejdsgiveren selv skal afholde udgifter til almindeligt arbejdspladsinventar, som er normalt for arbejdsområdet.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der i bistandslovens § 49 e er hjemmel til at yde hjælp til arbejdspladsindretning i form af hæve/sænkeskrivebord til en ansøger i en beskyttet stilling (50/50 ordning). Eller om en arbejdspladsindretningen med almindeligt kontorinventar påhviler arbejdsgiver med den virkning, at indretningen af arbejdspladsen falder udenfor bistandslovens område.