Ankestyrelsens principafgørelse C-7-99

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 24

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998 - § 71 og § 110

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 83

Socialministeriets vejledning nr. 59 af 6. marts 1998 om sociale tilbud til ældre m.fl. - kapitel 5

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1.

Det sociale nævn i Roskilde amt, j.nr.: 1998-654/31

Sagen drejede sig om en kvinde, der havde modtaget praktisk hjemmehjælp 2 timer ugentligt. Kvinden led af astma og allergi. Hun boede alene i en stor villa på ca. 200 kvm.

Hjemmehjælpen blev ved et visitationsbesøg ændret til ca. 1 time ugentligt. Det fremgik videre af sagen, at kvinden efterfølgende, ved et besøg i hjemmet af en af kommunens ansatte, fik forklaret, at kommunen højst forpligtigede sig til at rengøre 65 kvm pr. uge.

Kvinden udtrykte i den forbindelse stor utilfredshed med serviceniveauet. Herefter blev kvinden orienteret om klagemuligheden.

Kvinden klagede herefter over såvel arten som omfanget af hjælpen.

Klagerådet var enig i kommunens afgørelse og fandt at udmålingen af hjælpen var foretaget efter gældende retningslinier. Derefter klagede kvinden til det sociale nævn.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen, idet kommunen i forbindelse med afgørelsen ikke havde opfyldt kravet om skriftlighed efter servicelovens § 110 med tilhørende vejledning. Nævnet pålagde derfor kommunen at give en skriftlig afgørelse om tildelingen af praktisk bistand i hjemmet, hvori kommunen gjorde rede for de faktiske og retlige forhold, afgørelsen omfattede, samt en begrundelse for tildelingen og omfanget af den hjælp, der ville blive ydet og betalingen herfor.

Nævnet bemærkede dog, at en eventuel klage over kommunens serviceniveau og takstfastsættelse i henhold til servicelovens § 71, stk. 1 nr. 2, ikke kunne indbringes for det sociale nævn, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2.

Det sociale nævn i Ringkøbing amt, j.nr.: 1998-654/3

Sagen drejede sig om en kvinde, der havde modtaget hjemmehjælp i form af praktisk hjælp og personlig pleje siden 1983.

Kommunen ændrede hjælpen fra 2 timers praktisk hjemmehjælp og ½ times personlig pleje pr. uge til ½ times personlig pleje om ugen.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at kvinden var psykisk og socialt velfungerende, og at hun havde meget god støtte fra en søn, der boede i nærheden. Fysisk var kvinden ikke i stand til at klare så meget selv. Der var dog ikke behov for en fagperson til rengøring, men fortsat behov for hjælp til bad.

Ved sagens oversendelse til klagerådet var det yderligere oplyst, at kvinden oplevede dagligdagen som god og den psykiske tilstand samt evnen til at formidle hjælp fra anden side var i orden. Ud fra dette blev der ikke mere ydet hjælp til praktisk bistand.

Klagerådet var enig i kommunens afgørelse.

I klagen blev det anført, at kvinden ønskede hjælp til gulvvask og støvsugning, idet hun ikke var i stand til selv at udføre dette.

Til belysning af sagen oplyste kommunen nævnet om de visitationskriterier til praktisk hjemmehjælp som kommunen havde fastsat. Det fremgik bl.a. heraf, at en ansøger skulle have et betydeligt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsniveau samt et væsentligt behov for pleje.

Kommunen oplyste, at den ikke tog stilling til, hvorvidt en person selv ville kunne udføre opgaverne, men udelukkende hvorvidt de omhandlede kriterier var opfyldt. Det var videre oplyst, at der ikke var opstillet nærmere kriterier for hvilke elementer, der indgik i vurderingen af om visitationskriterierne var opfyldt.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse ud fra en konkret individuel bedømmelse af kvindens behov for den ansøgte hjælp til rengøring.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke havde foretaget en vurdering af hvorvidt kvinden selv kunne udføre de omhandlede opgaver. Nævnet fandt ikke, at en sådan konkret vurdering kunne erstattes af kommunens foretagne vurdering af kvindens situation ud fra de af kommunen vedtagne generelle kriterier for bevilling af støtte. De opstillede kriterier var således meget lidt konkrete og uden direkte sammenhæng med spørgsmålet om kvinden selv var i stand til at udføre opgaverne.

Nævnet bemærkede, at muligheden for at benytte privat hjælp til udførelsen af opgaverne (eventuel hjemmeservice) ikke fandtes at ændre kommunens forpligtigelse til at foretage en konkret vurdering efter servicelovens §§ 71 og 75.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3.

Det sociale nævn i Viborg amt, j.nr.: 1999-654/15

Sagen drejede sig om en kvinde, der havde en funktionsnedsættelse på grund af flere lidelser. Kvinden var bl.a. stærkt synshandicappet og havde dårlig ryg på grund af flere discusprolapser. Desuden led hun af svær psoriasis og en hudlæge havde oplyst, at dette medførte ekstra behov for rengøring.

Kvinden kunne klare personlig pleje og lettere husligt arbejde.

Kommunen havde i sin kvalitetsstandard for tildeling af praktisk hjemmehjælp forudsat, at ansøgeren skulle have et behov for personlig pleje dagligt eller flere gange ugentligt eller, at der skulle være tale om fremadskridende sygdomme, der involverede hjernefunktionen, uhelbredelig sygdom eller psykisk sygdom.

Kommunen inddrog den hidtil ydede hjemmehjælp. Kommunen lagde vægt på, at kvinden selv var i stand til at overskue og drage omsorg for alle opgaver i den daglige husførelse, og at hun således ansås for i stand til at løse sine problemer på anden rimelig måde.

I klagen blev det bl.a. fremført, at kvinden havde modtaget hjemmehjælp i 10 år med et omfang af 2 timer ugentlig.

Klagerådet henstillede til kommunen at foretage en ny vurdering. Kommunen fastholdt sin afgørelse, som blev påklaget til det sociale nævn.

Nævnet kunne ikke godkende kommunens afgørelse om, at den praktiske bistand kvinden hidtil havde fået, skulle ophøre.

Nævnet fandt ikke, at kommunens kriterier udtømmende gjorde op med, hvilke personer, der efter lov om social service var berettiget til praktisk bistand i hjemmet. De opregnede eksempler medtog ikke den persongruppe, der ikke selv kunne udføre de nødvendige praktiske opgaver og som derfor var berettiget til hjælp hertil efter servicelovens § 71.

Nævnet fandt således ikke, at kommunen havde konkluderet, at kvinden selv kunne udføre opgaverne, eller at andre i husstanden var i stand hertil.

Nævnet henviste til Indenrigsministeriets brev af 11. februar 1999 til Tilsynsrådet, hvoraf det bl.a. fremgik, at afgørelser om inddragelse af hjemmehjælp, der alene var baseret på vurderingen af ansøgers evne til selv at finde andre løsningsmodeller, var ulovlig.

Nævnet bemærkede i øvrigt, at de forvaltningsretlige krav om partshøring og begrundelse ikke havde været opfyldt ved kommunens behandling af sagen.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4.

Det sociale nævn i Ringkøbing amt, j.nr.: 1999-654/35

Sagen drejede sig om en 35-årig aleneboende mand, der var totalt lammet fra brystet og ned og derfor kørestolsbruger. Det var oplyst, at han var selvhjulpen med hensyn til de personlige fornødenheder. Manden var i fuldtidsbeskæftigelse.

Kommunen havde i sine visitationskriterier for tildeling af hjemmehjælp bl.a. forudsat, at der skulle være en væsentlig begrænset egenomsorgsevne samt behov for pleje og omsorg, eventuelt over hele døgnet.

Kommunen fandt ikke, at manden - ud fra en samlet vurdering - havde et så betydeligt reduceret fysisk og /eller psykisk funktionsniveau og en så væsentlig begrænset evne til at tage vare på sig selv, at det gav grundlag for at yde praktisk hjemmehjælp.

Kommunen anførte, at manden - trods et betydeligt nedsat funktionsniveau - formåede at klare sig selv og bestride et fuldtidsarbejde. Kommunen anførte endvidere, at han var psykisk fuldstændig velbevaret med stor egenomsorgsevne.

I klagen blev det bl.a. anført, at manden ikke på egen hånd kunne klare grovere rengøring som gulvvask og støvsugning samt rengøring af badeværelse.

Klagerådet var enig i kommunens afgørelse.

Nævnet pålagde kommunen at yde hjælp til de nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, som manden ikke selv kunne udføre.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at manden på grund af en varig nedsat funktionsevne ikke selv kunne udføre nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, jf. servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2 og stk. 2.

Der blev lagt vægt på, at han var totalt lammet fra brystet og ned og derfor permanent kørestolsbruger. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han var enlig.

Nævnet fandt, at det ikke kunne tillægges vægt som selvstændigt argument for afslag på praktisk bistand, at manden var psykisk velfungerende og havde en såkaldt egenomsorgsevne, når han i øvrigt var ude af stand til at udføre nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

Nævnet tog ved sin afgørelse ikke stilling til omfanget af hjemmehjælpen, der blev hjemvist til kommunen.

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5.

Det sociale nævn i Ringkøbing amt, j.nr.: 1999-654/30

Sagen drejede sig om 86-årig kvinde, der boede alene. Kvinden led af sukkersyge, dårligt hjerte og galdesten.

Det var oplyst, at hun selv kunne klare den personlige hygiejne, de daglige fornødenheder og madlavning. Kvindens søn boede også i kommunen og var behjælpelig i almindelig familiemæssigt omfang. Det var ikke kommunens opfattelse, at sønnen hjalp til med at vaske gulv og støvsuge eller at han ønskede at varetage rengøringsfunktionerne i stedet for hjemmehjælpen.

Derudover havde kvinden en søster i byen.

Kommunen havde i sin kvalitetsstandard for hjemmehjælp forudsat, at rengøringshjælp som hovedregel kun kunne ydes, hvis en borger havde behov for psykisk og/eller fysisk pleje. Kun i ganske særlige tilfælde kunne der dispenseres for en given periode.

Kommunen inddrog hjemmehjælpen og begrundede afslaget med, at ansøger selv var i stand til at klare de daglige gøremål inklusive rengøring, eventuelt med hjælp fra de nærmeste (pårørende).

I klagen blev det bl.a. anført, at hun boede alene og ikke havde nogen, der kunne hjælpe med rengøringen.

Nævnet pålagde kommunen at yde kvinden praktisk bistand i form af hjemmehjælp.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at personer, der ikke selv fysisk eller psykisk var i stand til at klare de praktiske opgaver i hjemmet, og hvor der ikke i husstanden var en anden, der kunne klare opgaverne, var omfattet af personkredsen i lov om social service § 71 og således berettiget til praktisk bistand i form af hjemmehjælp.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen havde vurderet, at kvinden ikke selv kunne gøre rent (støvsuge og vaske gulve) på grund af dårligt hjerte og galdesten.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at hun boede alene, og at der således ikke var andre i husstanden, der kunne varetage de ovennævnte opgaver.

Nævnet fandt herefter, at kommunens vurdering i afgørelse, hvorefter man havde vurderet, at kvinden selv kunne klare de daglige gøremål med rengøring, eventuelt med hjælp fra de nærmeste, ikke kunne begrunde ophør af hjemmehjælp, når det konkret var oplyst, at kvinden på grund af sine lidelser ikke kunne gøre rent i form af støvsugning og gulvvask. Efter nævnets opfattelse var det ikke i overensstemmelse med servicelovens § 71 at gøre praktisk bistand til nødvendig rengøring betinget af, at modtageren skulle være plejekrævende.

Nævnet lagde ved denne vurdering endvidere vægt på, at det faktum, at kvindens søn også boede i kommunen, og at han var behjælpelig, ikke i sig selv kunne begrunde ophør af den praktiske hjælp til rengøring, når det ikke var oplyst, at han faktisk varetog de rengøringsmæssige funktioner, og at han også gjorde dette inden hjemmehjælpen ophørte. Nævnet tog ved sin afgørelse ikke stilling til omfanget af hjemmehjælpen, der blev hjemvist til kommunen.

Sagsfremstilling 6:

Sag nr. 6.

Det sociale nævn i Ribe amt, j.nr.: 1999-654/24

Der henvises til afgørelsen.

Nævnet pålagde kommunen at yde en 75-årig kvinde praktisk bistand i form af hjælp til rengøring - primært til gulvvask og støvsugning. Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at personer, der ikke selv fysisk eller psykisk var i stand til at klare de praktiske opgaver i hjemmet, og hvor der ikke i husstanden var en anden, der kunne klare opgaverne, var omfattet i personkredsen i lov om social service, § 71, og således berettiget til praktisk bistand i hjemmet.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen i sin afgørelse havde begrundet ophøret af praktisk bistand i form af hjælp til rengøring med omfordeling af ressourcerne, således at de mest svage sikres mest mulig hjælp, hvorfor de personer, der var psykisk og socialt velfungerende ikke længere kunne få hjemmehjælp, uagtet at de fysisk ikke var i stand til at klare gulvvask og støvsugning.

Nævnet fandt herefter, at kommunen ikke havde været berettiget til at inddrage al hjælp til rengøring med den anførte begrundelse, når det konkret var oplyst, at kvinden fysisk ikke var i stand til at klare de omhandlede praktiske opgaver i hjemmet.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden boede alene og at der således ikke var andre i husstanden, der kunne varetage de ovennævnte opgaver.

Nævnet tog ved sin afgørelse ikke stilling til omfanget af den praktiske bistand, der blev hjemvist til kommunen.

Nævnet bemærkede endvidere, at kommunens standardmeddelelser om ophør af praktisk hjælp ikke opfyldte kravene til begrundelse efter forvaltningslovens § 24.

Endelig bemærkede nævnet, at kommunen ikke havde fastsat en politisk kvalitetsstandard pr. 1. januar 1999, der var tilgængelig for kommunens borgere.

Sagsfremstilling 7:

Sag nr. 7.

Det sociale nævn i Storstrøms amt, j.nr.: 1999-654/16

Sagen drejede sig om en 71-årig kvinde, der var by-pass opereret i 1995 og boede alene.

Det var oplyst, at kvinden gik i pensionistklub, og at hun selv klarede husholdningen angående madlavning, indkøb, tøjvask og lignende. Kvinden havde ikke problemer med bevægeapperatet og hun cyklede, når det ikke blæste.

Det fremgik af kommunens servicedeklaration, at almindelig aldring med deraf følgende svækkelse ikke gav adgang til hjemmehjælp til rengøring.

Kommunen fandt ikke, at kvinden opfyldte betingelserne for hjemmehjælp og inddrog den hidtidige bevilgede hjemmehjælp på 1½ time ugentlig rengøring.

I klagen blev det bl.a. anført, at kvinden havde meget ondt, når hun udførte selv de mindste ting i den daglige rengøring. Det var videre oplyst, at ryggen var dårlig, og at hun fik medicin for gigt.

Klagerådet erklærede sig ikke uenig i afgørelsen.

Kommunen oplyste vedrørende servicedeklarationen uddybende til nævnet bl.a., at det ved almindelig aldring blev mere vanskeligt/besværligt at gøre rent og at den ældre skulle bruge mere tid til forskellige gøremål - men at der skulle betydeligt mere til, end de svækkelser almindelig aldring gav, for at der kunne ydes hjælp til rengøring.

Nævnet fandt indledningsvis, at kommunens serviceniveau for så vidt angår rengøring, således som dette var beskrevet i servicedeklarationen samt senere uddybet af kommunen, var i strid med servicelovens § 71.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at almindelig aldring med deraf følgende svækkelse ikke kunne udelukkes konkret at medføre entilstand, hvor den ældre var ude af stand til at udføre rengøringsop gaver. Det var derfor ikke i overensstemmelse med servicelovens § 71 at udelukke personer, der var svækket på grund af almindelig aldring, fra en konkret vurdering af funktionsniveauet i forbindelse med visitering til hjemmehjælp.

Ud fra de foreliggende oplysninger fandt nævnet imidlertid ikke anledning til at ændre kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden i det væsentlige klarede dagligdagen selv, herunder rengøring og indkøb. Nævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at nævnet kunne tilsidesætte kommunens skøn om, at kvinden selv ville være i stand til at varetage nødvendig rengøring.

Nævnet bemærkede endelig, at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, idet der ikke var henvist til den regel efter hvilken afgørelsen var truffet, og at det ikke klart fremgik hvilke oplysninger kommunen havde lagt til grund for sin vurdering. Nævnet henstillede til kommunen, at dette blev tilfældet i fremtidige afgørelser.

Sagsfremstilling 8:

Sag nr. 8.

Det sociale nævn i Frederiksborg amt, j.nr.: 1998-654/4

Sagen drejede sig om en kvinde, der led af dissemineret sclerose med kognitive vanskeligheder til følge. Det var oplyst, at hun selv foretog småindkøb og klarede madlavningen med hjælpemidler.

Kvinden var gift og havde 2 børn på henholdsvis 12 og 17 år.

Om ægtefællen var det oplyst, at han dagligt var væk fra hjemmet fra kl. 6.30 til kl. 17.45. Ægtefællen havde ofte overarbejde og arbejde med hjem i weekenderne, - rejser til udlandet kunne også forekomme. Det var videre oplyst, at børnene havde pligter i hjemmet svarende til deres alder.

Kommunen indstillede tidligere hjælp til rengøring. Kommunen begrundede afgørelsen med henvisning til kommunens regler om visitation af hjemmehjælp, hvoraf det fremgik, at borgere, som boede med en rask ægtefælle og/eller hjemmeboende barn/familie ikke kunne komme i betragtning med henblik på hjælp til rengøring.

I klagen blev det bl.a. anført, at der var sket en forværring af kvindens helbred inden for de sidste måneder.

Klagerådet var enig med kommunen.

Nævnet gav ikke kvinden medhold i klagen.

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse om afslag på hjælp til rengøring efter det oplyste var i overensstemmelse med det niveau for praktisk bistand i hjemmet, som det var besluttet at tilbyde borgere i kommunen.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der var en rask ægtefælle og store børn i hjemmet, som kunne hjælpe til ved rengøring. Nævnet fandt således ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.