Resume:
Ved beregningen af supplerende kontanthjælp til ansøger skulle der ske fradrag af de indtægter, som hans ægtefælle modtog efter svensk pensionslovgivning i form af folkpension og tillægspension (ATP), der var tilkendt på baggrund af ægtefællens beskæftigelsesperioder i Sverige.
Der blev lagt vægt på, at formålet med pensionen var at kompensere for et indtægtstab og ikke for forøgede udgifter i forbindelse med invaliditet.
En arbejdsskadelivrente skulle også fradrages ved beregningen af kontanthjælpen, da livrenten udbetaltes som erstatning for tab af erhvervsevne.
Ankestyrelsen fandt samtidig, at vårdbidraget ikke skulle indgå som en indtægt ved beregningen af kontanthjælpen, idet vårdbidraget måtte betragtes som en ydelse, der var udbetalt til dækning af nødvendige merudgifter til ægteparrets søns forsørgelse.