Ankestyrelsens principafgørelse O-8-99

1999

Resume:

Ansøger, der var faglært skovarbejder, var berettiget til hjælp til revalidering, da hans erhvervsmæssige problemer på grund af græspollenallergi ikke med rimelighed kunne løses ved, at han søgte andet arbejde af tilsvarende karakter.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøger hidtil havde udnyttet sin uddannelse, og at arbejdet som skovarbejder lægeligt var dårligt foreneligt med lidelsen.

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-10-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 43, stk. 1

Ansøger, der var faglært skovarbejder, søgte kommunen om hjælp til revalidering. Han havde 3 år tidligere fået konstateret græspollenallergi. Generne fra lidelsen var efterhånden blevet så store, at han måtte tage meget medicin for overhovedet at kunne klare arbejdet.

Ifølge udtalelse fra speciallæge var der tale om sæsonvarieret høfeber, der sommeren forinden var ledsaget af åndenød med piben i brystet. Ansøger havde problemer med arbejdet som skovarbejder i tiden fra maj til august. Det konkluderedes, at der var tale om en atopisk rhinitis og lettere astma, og der var givet råd om forebyggende, symptomatisk behandling samt revalidering.

Kommunen gav afslag på støtte til omskoling/uddannelse, idet man ikke fandt, at der forelå en lidelse, der var erhvervshæmmende i et sådant omfang, at det berettigede til støtte i henhold til bistandslovens § 43.

Nævnet fandt, at ansøger ikke var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43, stk. 1, og henviste til, at ansøger kunne søge andet arbejde inden for SID's område end skovarbejde.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgers astmalidelse ikke krævede særlige erhvervsmæssige hensyn, selv om den var dårligt forenelig med skovarbejde.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at ansøger var afskåret fra at fortsætte arbejdet indenfor hidtidigt arbejdsområde. Astmalidelsen var en klar hindring herfor, da det måtte betragtes som helbredsskadende og ville forværre lidelsen.

Ansøgers forbund anførte endvidere, at faglærte medlemmer af SID burde ligestilles med faglærte medlemmer af andre fagforbund ved bedømmelsen af, om der var grundlag for revalidering. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne gives afslag på hjælp til revalidering med henvisning til, at ansøger kunne påtage sig ufaglært arbejde, når han forud for lidelsens opståen havde haft faglært arbejde.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger på grund af sin allergilidelse var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43 (nu § 46 i lov om aktiv socialpolitik).

Ankestyrelsen fandt ikke, at de erhvervsmæssige problemer, ansøger havde på grund af lidelsen, med rimelighed kunne løses ved, at han søgte andet arbejde af tilsvarende karakter.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøger havde en uddannelse som skovarbejder, og at han hidtil havde udnyttet denne uddannelse.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at ansøger led af græspollenallergi, der medførte væsentlige gener i 3-4 måneder om året. Arbejdet som skovarbejder måtte derfor lægeligt anses for dårligt foreneligt med ansøgers lidelse.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til udarbejdelse af en erhvervsplan i samarbejde med ansøger.

Dato for underskrift

15.01.1999

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 46 § 43

Journalnummer

200755-98