Ankestyrelsens principafgørelse C-18-99

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998 - § 57, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 71, stk. 3

Socialministeriets vejledning af 5. marts 1998 om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge - pkt. 5.4.3

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 400387-97

Sagen vedrørte 2 børn på 6 og 4 år, som havde været frivilligt anbragt i 1 1/2 år. Moderen kom fra Grønland. Hun modtog førtidspension på grund af dårlig begavelse og social isolation. Moderen havde i perioder et alkoholmisbrug. Hendes og børnenes tilværelse havde været præget af uforudsigelighed og ustabilitet. Børnene var tidligt følelsesmæssigt frustrerede. De havde et udtalt behov for tryghed og forudsigelighed. Samværet var fastsat til 2 1/2 time hver 14. dag. Det var oplyst, at samværsordningen med moderen fungerede optimalt og efter hensigten.

I forbindelse med moderens anmodning om hjemgivelse traf Børn og unge-udvalget afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden moderens samtykke. Samtidig blev der truffet afgørelse om overvåget samvær for en periode på 1 år.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at samværet mellem moderen og børnene skulle være overvåget, dog kun for en periode på 6 måneder fra Børn og unge-udvalgets afgørelse.

Det var Ankestyrelsens opfattelse, at det af hensyn til børnenes sundhed og udvikling var nødvendigt, at samværet kun måtte foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af, at overvågning var nødvendig, vægt på oplysningerne om børnenes vanskeligheder ved sociale samspil og deres indbyrdes konkurrence.

I forbindelse med ændring af perioden for overvågning opfordrede Ankestyrelsen til, at beskrivelserne af det overvågede samvær i højere grad afspejlede overvågerens rolle og nødvendigheden af dennes tilstedeværelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - 400441-98:

Sagen drejede sig om en dreng på ca. 7 måneder. Moderen var dårligt begavet. Der havde været ydet moderen støtte i hjemmet til at passe barnet, men hun havde ikke kunnet forstå at tage udgangspunkt i barnets behov. Det viste sig ved en mekanisk pasning.

Forældrene var gift. Faderen var beskrevet som psykisk svingende, og han havde svært ved at klare sig i pressede situationer. Han havde et voldsomt temperament, hvis han følte sig uretfærdigt behandlet.

Familien havde haft ophold på en familieinstitution på baggrund af bekymring for drengens udvikling. Om kontakten til forældrene var det oplyst, at han valgte ikke at have øjenkontakt med forældrene og var svær at få kontakt med.

I forbindelse med at Børn og unge-udvalget traf afgørelse om anbringelse uden for hjemmet af drengen, blev der truffet afgørelse om overvåget samvær for en periode på 1 år.

Ved sagens behandling i Ankestyrelsen forelå en rapport vedrørende forældrenes samvær, hvoraf det fremgik, at samværet foregik i plejefamilien, og at det forløb tilfredsstillende. Moderen fik drengen på armene med det samme, og hun havde en god kontakt med ham. Hun pludrede og vuggede ham. Denne situation varede ca. 1 time. Da han begyndte at give udtryk for træthed, var det plejemoderen, der tog stilling til, at han var træt og skulle ud og sove. Faderen skulle opfordres til at tage drengen. Han virkede lidt usikker på det hele og var meget stille.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om at overvåge samværet mellem forældrene og drengen. Perioden blev dog nedsat til 6 måneder regnet fra Børn og unge-udvalgets afgørelse.

Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at samværet af hensyn til drengens sundhed og udvikling kun måtte foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at forældrene ikke hidtil i betryggende omfang havde kunnet tage vare på omsorgen for drengen og at drengen indtil videre måtte sikres ved overvågning af samværet.

Ankestyrelsen fandt dog grundlag for at nedsætte perioden, således at spørgsmålet om eventuelt fortsat at overvåge samværet skulle tages op 6 måneder fra Børn og unge-udvalgets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde ved nedsættelsen af perioden for det overvågede samvær vægt på, at man efter 6 måneder kunne have en beskrivelse af det gennemførte samvær, og at mulighederne for anden regulering af samværet så burde overvejes, herunder andre muligheder for at støtte forældrene under samværet.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 400308-99

Sagen drejede sig om fortsat overvåget samvær mellem en pige på 4½ år og hendes mor samt overvågning af samvær mellem forældrene og en dreng på knapt 2 år. Pigen var moderens særbarn og drengen var forældrenes fælles barn. Begge børn havde siden februar 1999 været anbragt i familiepleje.

Forvaltningens begrundelse for fortsat overvågning var, at børnene havde reageret kraftigt før og efter hvert samvær, samt at moderen udfrittede det ældste af børnene om plejefamiliens forhold. Faderen havde tidligere vist en voldsom adfærd over for drengen.

Af de seneste samværsbeskrivelser fremgik det, at samværene syntes at forløbe godt. Faderen syntes at vise større forståelse for drengen og hans behov. Moderen og pigens samvær forløb ligeledes godt. Moderen var beskrevet som interesseret i at foretage sig noget sammen med hende, og hun syntes ikke at udfritte hende mere. Endvidere forelå der ikke beskrivelser af kraftige reaktioner før og efter samværene efter at sagen havde været i Børn og unge-udvalget i juli måned.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om overvåget samvær mellem forældrene og drengen. Endvidere tiltrådte Ankestyrelsen Børn og unge-udvalgets afgørelse om at overvåge samværet mellem moderen og hendes særbarn. Perioden for overvåget samvær blev dog nedsat til 6 måneder for drengen og 3 måneder for pigen fra Ankestyrelsens afgørelse.

Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at det af hensyn til børnenes sundhed og udvikling var nødvendigt, at samværet kun måtte foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

Med hensyn til drengen lagde Ankestyrelsen vægt på, at han flere gange havde reageret voldsomt både før og efter et samvær. Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at han ikke var i stand til at sige fra overfor forældrene. Selvom det overvågede samvær ifølge de seneste samværsbeskrivelser var forløbet tilfredsstillende, fandt Ankestyrelsen, at drengen ikke på daværende tidspunkt kunne undvære den sikkerhed for samværets forløb, som overvågningen gav.

Med hensyn til særbarnet og hendes samvær med moderen blev der ligeledes lagt vægt på voldsomme reaktioner både før og efter et samvær. Ankestyrelsen vurderede derfor, at hun på trods af den positive udvikling i samværet fortsat havde stort behov for forudsigelighed og struktur i hverdagen, herunder også i samværet med sin moder.

Ankestyrelsen henstillede til kommunen, at der ved eventuel fornyet behandling i Børn og unge udvalget vedrørende overvågning forinden blev indhentet en psykologisk undersøgelse af børnene, der beskrev børnenes reaktioner på samværet med forældrene/moderen.