Ankestyrelsens principafgørelse U-8-99

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998 - § 9, nr. 3 og § 9a

Sagen drejede sig om en 58-årig sygehjælper, som sammen med en kollega skulle løfte en 90-årig patient højere op i sengen. Patienten kunne ikke selv hjælpe til ved løftet. Der var tale om en almindelig hospitalsseng, der ikke kunne sænkes, men sengehestene var slået ned, således at sygehjælperen og kollegaen kunne stå over for hinanden, da løftet skulle udføres. Til løftet blev der anvendt et stiklagen, og at efter at hun og kollegaen havde talt til tre, blev patienten løftet højere op i sengen. Hun fik smerter i ryggen hen over lænden i tilknytning til løftet.

Hun havde i en årrække forud for løftet haft almindeligt sygehjælperarbejde.

I anken blev det gjort gældende, at skaden var sket på en 2 sengsstue, hvor pladsforholdene var så trange, at sengene måtte stå på tværs. Sygehjælperen og kollegaen måtte derfor stå helt tæt til sengen og dermed med armene tæt til kroppen, da de skulle udføre løftet. Det blev fremhævet, at dette medførte en manglende bevægelighed i kroppen og dermed en ikke optimal løftestilling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om skaden kunne anerkendes som en pludselig løfteskade.

Ankestyrelsen fandt, at den anmeldte ryglidelse ikke kunne anerkendes som en pludselig løfteskade efter lovens § 9 nr. 3, jf. § 9a, og tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det skadevoldende løft, hvor sygehjælperen sammen med en kollega skulle løfte en patient højere op i sengen, var foregået i en optimal løftestilling. I denne vurdering indgik, at der var tale om normal løfteteknik, og at hun og kollegaen stod over for hinanden, da løftet skulle udføres. Betingelsen om, at skaden skal være opstået spontant og i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger, var således ikke opfyldt.