Ansøger, der afsluttede sin uddannelse den 22. juni 1998, søgte den 1. juli 1998 om udbetaling af kontanthjælp.
Ansøger havde bevaret sit medlemskab af en arbejdsløshedskasse under uddannelsen og var derfor dagpengeberettiget fra den 23. juni 1998. Sidste udbetaling af SU fandt sted primo juni (forudbetalt), og første udbetaling (bagud) af dagpenge var til rådighed den 31. juli 1998 og dækkede perioden fra 23. juni til 18. juli.
Ansøger fik arbejde fra 1. august 1998.
Kommunen gav afslag på ansøgningen med begrundelsen, at ansøger ikke havde perioder uden indtægtsgrundlag. Kommunen vurderede derfor, at han havde et forudseeligt likviditetsproblem.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse, da ansøger på ansøgningstidspunktet var afskåret fra at skaffe det fornødne til sin forsørgelse på grund af arbejdsløshed.
Nævnet fandt derfor, at ansøger havde været berettiget til kontanthjælp efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik § 11. Spørgsmålet om udmålingen af hjælpen, og om hjælpen skulle ydes mod tilbagebetaling efter aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6, jf. stk. 2, blev hjemvist til kommunen.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at selv om ansøger var udsat for en social begivenhed, var der ingen perioder, hvor han ikkehavde et forsørgelsesgrundlag. Han var berettiget til dagpenge fra a kassen fra den 23. juni 1998 efter endt uddannelse den 22. juni 1998. Der var derfor tale om et likviditetsproblem på grund af udbetalingsforskydninger, ligesom ansøger tidligere ved studiestart/påbegyndelse af SU havde været dobbeltforsørget.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ansøger havde været udsat for en sådan ændring af sine forhold i forbindelse med, at han afsluttede sine studier og herefter var arbejdsløs, at han var berettiget til udbetaling af kontanthjælp, uanset at han efterfølgende fik udbetalt arbejdsløshedsdagpenge fra første ledighedsdag.