Ankestyrelsens principafgørelse P-7-99

1999

Resume:

Der var ikke grundlag for at påbegynde en sag om førtidspension, da alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger ikke havde været afprøvet. Ankestyrelsen henstillede til kommunen at følge op om, hvorvidt der var grundlag for at iværksætte foranstaltninger med henblik på, at ansøger kunne udnytte sin erhvervsevne.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der ved røntgenundersøgelse var fundet slidgigt i ryggen, og at ansøgeren var overvægtig. Der var ikke herudover oplysning om helbredsforhold, der nedsatte erhvervsevnen. Det fremgik endvidere, at han samlet havde afsonet fængselsstraf i en årrække, og at han fortsat var under afsoning resten af kalenderåret.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 20a, stk. 2

Sagen drejede sig om en 44-årig mand, der tidligere havde søgt om pension, men som havde fået afslag, senest i 1997. Han henvendte sig til kommunen om pension den 1. september 1998.

Ansøger har i mange år haft lændesmerter. Der var tale om slidgigt i lænderyggen og overvægt. Speciallægen anbefalede intensiv optræning, men der var ikke grund til yderligere behandling. Ansøger har endvidere afsonet fængselsstraf gennem en årrække, senest en dom på 2 år og 3 måneder, der først ville blive afsluttet ved udgangen af 1999.

Kommunen meddelte den 7. oktober 1998, at ansøgningen ikke kunne realitetsbehandles i henhold til lov om social pension § 20 a, stk. 2. Begrundelsen var, at der ikke vurderedes at være sket ændringer i de helbredsmæssige forhold, siden han fik afslag på ansøgning om førtidspension den 17. juli 1997.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse under henvisning til pensionslovens § 20 a, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at ansøger havde lændesmerter. Han havde ved røntgenundersøgelse fået påvist antydningsvis slidgigt i lænderyggen og var anbefalet intensiv optræning. Hans erhvervsevne vurderedes klart ikke at være ubetydelig, hvorefter kravene i § 20 a, stk. 2, skulle være opfyldt, før behandlingen af ansøgningen kunne påbegyndes.

I klagen til Ankestyrelsen var anført, at ryglidelsen var til hinder for, at ansøger kunne arbejde, når han blev løsladt. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af anvendelsen af § 20 a, stk. 2, der trådte i kraft den 1. juli 1998.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at der ikke var grundlag for at påbegynde en sag om førtidspension, jf. § 20 a, stk. 2, i lov om social pension.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der ved røntgenundersøgelse var fundet slidgigt i ryggen, og at ansøger var overvægtig. Der var ikke herudover oplysning om helbredsforhold, der nedsatte erhvervsevnen. Det fremgik endvidere, at han samlet havde afsonet fængselsstraf i en årrække og fortsat var under afsoning resten af kalenderåret.

Ankestyrelsen fandt ikke, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger havde været afprøvet, jf. pensionslovens § 20 a, stk. 2, jf. § 15, stk. 2. Ankestyrelsen henstillede til kommunen at følge op om, hvorvidt der på nuværende tidspunkt var grundlag for at iværksætte foranstaltninger med henblik på udnyttelse af erhvervsevnen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

15.05.1999

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 20a § 15

Journalnummer

600207-99