Sagen drejede sig om en ansøgning om bevilling af tabt arbejdsfortjeneste i perioden fra den 1. oktober 1999 til den 31. december 1999 til en moder til et for tidligt født barn. Det fremgik af ansøgningen, at barnet blev født, den 22. januar 1999, 12 uger for tidligt. Barnet fik på grund af umodne lunger lungemodnende medicin og respiratorbehandling samt vejrtræknings-understøttende behandling med såkaldt NASAL-CPAP. Det var oplyst, at barnet i den sidste del af indlæggelsen fortsat havde iltbehov frem til ca. 5 ugers alderen som udtryk for længerevarende lungeforandringer som det ses hos præmature børn - benævnt bronkopulmonal dysplasi.
Det var endvidere oplyst, at det på grund af svær umodenhed, lav fødselsvægt på 980 gram og lungeforandringer blev frarådet, at barnet blev passet uden for hjemmet det første leveår. Det var i forlængelse heraf oplyst, at de første leveår er kritiske for børn med bronkopulmonal dysplasi, idet de er særligt sårbare og skrøbelige overfor luftvejsinfektioner, herunder særligt influenza- og RS-virus. Det var i denne forbindelse oplyst, at en eventuel infektion hos et barn under 1 år, ofte vil medføre alvorlig sygdom med høj risiko og behov for intensiv behandling.
Kommunen lagde ved afgørelsen vægt på, at der i henhold til servicelovens § 29 kan ydes tabt arbejdsfortjeneste til forældre til et barn "med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse". Efter kommunens opfattelse var ansøgers barn ikke omfattet af denne definition. Ifølge ansøgningen var der således for ansøgers barns vedkommende tale om, at det var anbefalet, at ansøger passede barnet i hjemmet i en forholdsvis kort periode, hvorefter almindelig dagpasning kunne etableres. Barnets tilstand kunne derfor hverken betegnes som kronisk eller varig.
Kommunen havde endvidere undersøgt mulighederne for at få hjælp via sygedagpengereglerne, jf. dagpengelovens § 19 a.
Kommunen fandt imidlertid ikke, at betingelserne for at yde dagpenge efter dagpengelovens § 19 a var opfyldt.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse for såvidt angik servicelovens § 29. Nævnet fandt således ikke, at barnets lungelidelse var en så indgribende kronisk eller langvarig lidelse i henhold til servicelovens § 29, at ansøger var berettiget til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i medfør af denne bestemmelse. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at drengen efter sit første leveår efter det oplyste, ville kunne klare at blive passet uden for hjemmet i mindre institutionsmiljøer/hos dagplejemor.
Nævnet ændrede samtidig kommunens afgørelse for såvidt angik dagpengelovens § 19 a. Nævnet fandt således, at ansøger var berettiget til dagpenge i henhold til dagpengelovens § 19 a til pasning af sønnen i hjemmet i perioden fra den 1. oktober 1999 til den 31. december 1999. Nævnet lagde ved denne afgørelse vægt på, at drengens lidelse var så alvorlig og at den eneste behandlingsmulighed af lidelsen var at undgå at udsætte barnet for virusinfektioner det første leveår ved ophold i hjemmet.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøgers søn ikke var syg, men at han, udover at være for tidlig født, havde en medfødt lidelse i form af lungeforandringer. Lidelsen var kronisk/langvarig og kunne konstateres op til 30-35 års alderen. Det var anført, at det var en naturlig følge af barnets lungeforandringer og svagelighed, at han skulle passes i hjemmet (foreløbig) hele første leveår, for at undgå alvorlig sygdom. Det var endvidere anført, at de første leveår er de kritiske for børn med bronkopulmonal dysplasi. Lidelsen er kronisk, og når barnet skulle i dagpasning blev det anbefalet, at pasning skulle finde sted i et røgfrit/allergivenligt miljø.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen indhentede Ankestyrelsen supplerende lægelige oplysninger i form af journaloplysninger vedrørende perioden 16. februar 1999 - 19. april 2000 fra det behandlende sygehus.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et for tidligt født barn, der har behov for pasning i hjemmet det første leveår, er omfattet af personkredsen i servicelovens § 29.
Det bemærkedes, at Ankestyrelsen tidligere havde behandlet ansøgers sag om ret til dagpenge efter sygedagpengelovens § 19 a, på et principelt møde den 24. marts 2000. Ankestyrelsen traf den 24. marts 2000 den afgørelse, at det sociale nævn ikke havde ret, til at pålægge kommunen at udbetale dagpenge efter dagpengelovens § 19 a til ansøger i perioden fra den 1. oktober 1999 til den 31. december 1999. Ansøger skulle dog ikke tilbagebetale de dagpenge, ansøger havde fået udbetalt i medfør af nævnets afgørelse. Ankestyrelsens afgørelse er efterfølgende offentliggjort som SM D-7-00.
