Ankestyrelsen tiltrådte Børn og Unge-udvalgets afgørelser om godkendelse af formandens foreløbige afgørelser, jf. servicelovens § 45, stk. 3 om anbringelse uden for hjemmet, jf servicelovens § 42. stk. 1, nr. 1, og om overvåget samvær, jf. servicelovens § 57, stk. 3, 1. punktum.
Ankestyrelsen ophævede samtidig Børn og unge-udvalgets godkendelse af formandens foreløbige afgørelse, jf. § 45, stk. 3, om behandling og undersøgelse.
For så vidt angik godkendelsen af formandens afgørelser om anbringelse, jf. § 42, stk. 1, nr. 1 og overvåget samvær, jf. § 57, stk. 3, 1. punktum, var det Ankestyrelsens opfattelse, at afgørelserne efter de oplysninger der forelå, da formanden traf sine foreløbige afgørelser, ikke kunne afvente sagernes behandling i Børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 45, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at det fra Børneafdelingen var oplyst, at drengen havde været udsat for grov vold i hjemmet.
For så vidt angik Ankestyrelsens ophævelse af udvalgets godkendelse af afgørelse om undersøgelse og behandling var det Ankestyrelsens opfattelse, at der ikke i forbindelse med en beslutning om anbringelse uden for hjemmet kunne træffes afgørelse efter serviceloven § 44 om tvangsmæssig behandling og undersøgelse. Kommunen har i medfør af lovens § 55, stk. 1, kompetence til at lade et barn undersøge eller behandle under en anbringelse. Undersøgelse og behandling er således omfattet af formålet med en anbringelse, som fremgår af planen for anbringelsen.