Ankestyrelsens principafgørelse I-2-01

2001

Resume:

Ved beregningen af introduktionsydelse til ansøger skulle der ske fradrag for et beløb svarende til det lån, som ansøgers ægtefælle var berettiget til at optage i Statens Uddannelsesstøtte.

Det blev lagt vægt på, at såvel lån som stipendium måtte betragtes som en forsørgelsesydelse, beregnet til at dække ægtefællens leveomkostninger under studieforløbet. Stipendiet og lånemuligheden sidestilledes derfor med indtægt.

Der blev endelig lagt vægt på, at introduktionsydelsen måtte anses for at være subsidiær i forhold til andre forsørgelsesmuligheder, beregnet til at dække ægtefællens leveomkostninger under studieforløbet.

Lov om integration af udlændinge i Danmark - lovbekendtgørelse nr. 223 af 31. marts 2000 - § 28, stk. 4

Ansøger, der var gift med en dansk statsborger, var fra den 1. februar 2000 berettiget til introduktionsydelse.

Ansøgers ægtefælle påbegyndte den 1. februar 2000 pædagoguddannelsen og modtog med virkning fra denne dato SU. Hun havde ikke ønsket at optage studielån, men havde i perioder haft vikararbejde.

Ved beregningen af introduktionsydelsen til ansøger foretog kommunen fradrag for et beløb svarende til ægtefællens lånemulighed hos Statens Uddannelsesstøtte.

Ansøger klagede til det sociale nævn over denne afgørelse.

Nævnet fandt, at der ved beregning af introduktionsydelse til ansøger skulle foretages fradrag i denne i det omfang, ægtefællens skattepligtige personlige indkomst oversteg det beløb, som kunne ydes i integrationsydelse. Dette medførte, at indtægt i form af et eventuelt uddannelseslån ikke indgik i beregningen.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at kommunen havde beregnet ægtefællens indtægt som værende SU, både tilskuds- og låneandel samt løn. Låneandelen var beregnet fiktivt, idet ægtefællen i dette tilfælde havde valgt ikke at udnytte sine lånemuligheder som studerende. Kommunen havde svært ved at forstå nævnets afgørelse om, at indtægt i form af et eventuelt uddannelseslån ikke kunne indgå i beregningen. Kommunen henviste til, at det i integrationsloven grundlæggende var tilstræbt, især med tilpasningen pr. 1. februar 2000, at der skulle være samme beregningsregler som i aktivloven. Der, hvor der var forskelle, var det tydeliggjort. Hverken i integrationsloven eller i den tilhørende vejledning af juni 2000 havde man forholdt sig præcis til den situation, som sagen drejede sig om. Havde der således været tale om, at ansøger i stedet for integrationsydelse modtog aktivydelse, ville der ikke, jf. SM A-7-99 samt aktivlovens vejledning pkt. 121, have været tvivl om, at SU-låne-andelen faldt ind under indtægtsbegrebet.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af om ægtefællens indtægt i form af et ikke udnyttet uddannelseslån kunne indgå ved beregning af introduktionsydelsen.

Ankestyrelsen fandt, at der ved beregning af introduktionsydelse til ansøger skulle foretages fradrag for et beløb svarende til det lån, som ægtefællen var berettiget til at optage i Statens Uddannelsesstøtte.

Har udlændingens ægtefælle indtægter og er ægtefællen ikke berettiget til at modtage introduktionsydelse, skal indtægterne trækkes fra udlændingens introduktionsydelse i det omfang indtægterne overstiger det beløb, som ansøger ville kunne modtage efter § 27, stk. 1, jf. stk. 5.

Det blev ved afgørelsen lagt til grund, at såvel stipendiet som lånet måtte betragtes som en forsørgelsesydelse, beregnet til at dække ægtefællens leveomkostninger under studieforløbet. Stipendiet og lånemuligheden sidestilledes derfor med indtægt.

Der blev ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at introduktionsydelsen må anses for at være subsidiær, vurderet i forhold til andre forsørgelsesmuligheder.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

01.08.2001

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 8. marts 2016, da der er kommet nye regler på området.

Paragraf

§ 27 § 28

Journalnummer

200683-00