Resume:
Kommunen modtog ansøgning om førtidspension og bistandstillæg 3 dage før ansøgers fyldte 67. år, men afviste allerede den følgende dag at behandle sagen, da ansøger ville overgå til folkepension.
Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde pligt til at træffe afgørelse på baggrund af ansøgningen, og at kommunen herudover havde pligt til at påbegynde pensionssagen med virkning fra kommunens afgørelse om afvisning af sagen.
Kommunen kunne således ikke afvise at behandle ansøgningen, når der på tidspunktet for kommunens afgørelse var dokumentation for, at erhvervsevnen var ubetydelig og ikke kunne forbedres ved behandling eller andre foranstaltninger, og når der ikke kunne peges på andre muligheder for at yde hjælp.
Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til fornyet behandling i kommunen med henblik på stillingtagen til, om betingelserne for førtidspension og bistandstillæg var opfyldt på tidspunktet for påbegyndelse af pensionssagen. En eventuel førtidspension ville ikke komme til udbetaling, da ansøger overgik til folkepension fra det 67. år, men bistandstillægget ville kunne komme til udbetaling sammen med folkepension.