Sagen vedrørte en enlig kvinde, der var født i 1940, og som siden 1958 til opsigelse pr. 31. maj 1994 havde været ansat i et telefonselskab, dels som snoreassistent, dels med afprøvning af varer. Hun søgte pension under henvisning til mangeårige kroniske rygsmerter.
Det var i sagen oplyst, at ansøger ikke kunne klare nogen form for rengøring, vask og tungere gøremål i det hele taget. Hun kunne klare at lave lidt aftensmad og kun foretage ganske let rengøring. Der var bevilget hjemmehjælp 1 gang ugentligt til vask, rengøring m.m. Gangdistancen var reduceret til ca. et kvarters varighed, og hun havde siden 1993 brugt 1 eller 2 stokke. Hun havde besvær med trappegang og kunne slet ikke tage med bus eller tog. Siden 1994 havde hun anvendt handicapkørsel.
Om sygehistorien var det i sagens akter oplyst, at ansøger i 1985 blev behandlet for rygsmerter efter traume mod sæderegionen, og at smerterne svandt efter strækbehandling.
I perioden fra september 1988 frem til sygemelding i oktober 1993 havde hun flere gange været indlagt til behandling for rygsmerter. Ifølge de lægelige oplysninger var der tale om meget beskedne forandringer i ryggen, og hun blev udskrevet i bedring og genoptog arbejdet.
Den 22. september 1994 indstillede kommunen til nævnet, at ansøgeren fik tilkendt mellemste førtidspension.
Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ved afgørelse af 7. november 1994 at ansøger var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension efter pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1, idet hendes erhvervsevne fandtes nedsat med mindst halvdelen på grund af helbredsmæssige forhold, men ikke med omkring 2/3. Pensionen blev tilkendt med virkning fra 1. december 1994.
Ved afgørelse meddelt den 17. maj 1995 tiltrådte Ankestyrelsen revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse, idet Ankestyrelsen ligeledes skønnede, at erhvervsevnen ikke var varigt nedsat med omkring 2/3, men alene med mindst halvdelen.
Ankestyrelsen vurderede efter beskrivelsen af ansøgers helbredsforhold i sagens lægelige akter, at hendes lidelser ikke var af en sådan sværhedsgrad, at forudsætningen for at få mellemste førtidspension var opfyldt.
Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at der efter de lægelige oplysninger alene var påvist forholdsvis beskedne objektive forandringer, hvoraf en del tillige måtte betegnes som alderssvarende. Hertil kom, at det i en foreliggende speciallægeerklæring var anført, at da der tilsyneladende ikke var påvist meget alvorlige røntgenforandringer i ryggen, kunne man ikke se bort fra en vis spontan bedringsmulighed.
Under hensyn til det forholdsvis kortvarige fravær fra arbejdsmarkedet, og at der var mulighed for en vis bedring af den helbredsmæssige tilstand, fandt Ankestyrelsen herefter ikke, at tilstanden kunne anses for varig.
Ansøgers fagforbund klagede den 27. juni 1995 over Ankestyrelsens afgørelse til Folketingets Ombudsmand.
Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at iværksætte en egentlig undersøgelse af sagen, idet der ikke var udsigt til, at han ville kunne kritisere den afgørelse, forbundet havde klaget over.
Efter Ankestyrelsens afgørelse blev ansøger i juni 1996 på foranledning af sit fagforbund undersøgt af speciallæge i fysiurgi og reumatologi.
Af erklæringen fremgik, at ansøger i 1994 havde været hospitalsindlagt på grund af hævelse af højre knæled, formentlig på grund af slidgigt. I maj 1996 var der ligeledes påvist slidgigt i højre tommelfingers rodled. Desuden fremgik det, at der var sket en forværring i ryggenerne for hvilket hun var blevet udstyret med støttekorstet, som havde afhjulpet generne væsentligt.
Ved den objektive undersøgelse blev der i halsrygsøjlen fundet nogenlunde naturlig og fri bevægelighed uden større smerter. Der var fuldstændig fixeret lænd. Der anførtes smerter ved bevægelser, og ansøgeren turde ikke foretage større bevægeudslag.
Det konkluderedes, at det samlede indtryk af den fysiske formåen var, at tilstanden var stationær, og at der ikke kunne opnås nogen forbedringer ved yderligere behandling. Ansøgers funktionsniveau i det daglige var meget lavt, og arbejdsevnen skønnedes varigt nedsat med mindst 2/3 til 0 i ethvert erhverv.
Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at genoptage sagen.
Sagen blev indbragt i juli måned 1996 for Landsretten og blev i den forbindelse forelagt Retslægerådet.
På spørgsmål om, hvorvidt det ud fra det foreliggende materiale var muligt at angive nogen årsag til det kroniske smertesyndrom, anførte Retslægerådet, at der ud fra de radiologiske og beskrevne objektive fund ikke var god overensstemmelse mellem de subjektive klager og de nævnte fund.
Landsretten frifandt i marts måned 1999 Ankestyrelsen. Landsretten fandt, at de lægelige og personlige oplysninger om sagsøgeren, der forelå , da Ankestyrelsen den 11. maj 1995 med bistand af lægelig sagkundskab traf afgørelse om, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for mellemste førtidspension, udgjorde et fyldestgørende grundlag for afgørelsen og ikke gav landsretten grundlag for at tilsidesætte det af Ankestyrelsen udøvede skøn.
Ej heller de yderligere oplysninger, der ikke forelå for Ankestyrelsen, men var forelagt for landsretten, herunder Retslægerådets udtalelse af 27. november 1998, fandtes at give fornødent grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skøn. Det bemærkedes, at landsretten alene havde taget stilling til sagsøgtes afgørelse den 11. maj 1995, idet spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren fra et senere tidspunkt måtte opfylde betingelserne for at få mellemste førtidspension, måtte rejses under en ny sag.
Sagen blev indbragt for Højesteret, der i sin dom af 12. Januar 2001 bl.a. udtalte:
"Som anført i Højesterets dom af 22. december 1999 omfatter domstolenes prøvelse af afgørelser om tilkendelse af førtidspension de administrative myndigheders bedømmelse af, om de retlige betingelser herfor i lov om social pension § 14 og § 15 er opfyldt, selv om denne bedømmelse til dels beror på bevisvurderinger af skønsmæssig karakter. Det må ved prøvelsen tages i betragtning, at de administrative myndigheder gennem behandling af et stort antal sager har en særlig erfaring i disse bevisvurderinger og bistås af fast tilknyttede lægekonsulenter. Der må derfor foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en administrativ afgørelse om førtidspension.
Den Sociale Ankestyrelse har ved sin afgørelse af 11. maj 1995 anerkendt, at ansøgers erhvervsevne var varigt nedsat på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, og at hendes lidelse berettigede hende til helbredsbetinget forhøjet almindelig førtidspension med virkning fra den 1. december 1994. Sagen angår således alene spørgsmålet om, hvorvidt hun fra denne dato er berettiget til højeste eller mellemste førtidspension.
Ansøger, der er født i 1940, havde været ansat i KTAS siden 1958. Hendes ryglidelse begyndte i 1984/85. I tiden fra 1988 til den 26. oktober 1993, da hun senest måtte lade sig sygemelde, blev hun aflastet på sin arbejdsplads med specielle møbler, adgang til hvile et kvarter hver time og hjælp fra kolleger. Hun brugte to stokke, havde hjemmehjælp til rengøring og indkøb, benyttede handicapkørsel og flyttede til en bolig i stueplan.
I årene 1988-1993 var hun indlagt på hospital 3 gange af længere varighed. Der havde under forløbet været midlertidige forbedringer. Afdelingslæge Niels Arne Nielsen, der som hospitalslæge havde fulgt hende i hele denne periode, anførte i sin erklæring af 16. december 1993, at lidelsen bestod i mangeårige kroniske rygsmerter, at hendes arbejdsevne inden for ethvert erhverv var minimal, og at der ikke var mulighed for revalidering eller omskoling. Overlæge, speciallæge i reumatologi/fysiurgi Sven Erik Hansen afgav sin erklæring af 13. april 1994 efter anmodning fra pensionsmyndighederne. I erklæringen diagnosticeres lidelsen som slidgigt i ryggen og muskelinfiltrationer. Han anså det for realistisk at vurdere erhvervsevnen for varigt nedsat med mindst 2/3.
På denne baggrund finder Højesteret, at det - uanset de beskedne objektive sygdomsfund - er godtgjort, at ansøgers erhvervsevne den 1. december 1994 varigt var nedsat med omkring 2/3, og at hun derfor havde ret til mellemste førtidspension fra dette tidspunkt. Det var ikke godtgjort, at hun i ethvert erhverv måtte anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold, således at hun havde ret til højeste førtidspension. "
(Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 645 ff)
Højesteret bestemte samtidig, at de pensionsbeløb, der skulle efterbetales, skulle forrentes med procesrente fra sagens anlæg, dog for så vidt angik pensionsbeløb, der var forfaldet efter sagens anlæg, først fra forfaldstidspunktet for den enkelte ydelse.
Sagen blev behandlet på principielt møde, da Ankestyrelsen fandt, at sagen havde principiel betydning for praksis for tilkendelse af førtidspension.
