Ansøger modtog kontanthjælp som følge af ledighed fra oktober 1999 med taksten for unge udeboende. Ansøger startede straks i aktivering.
Den 21. januar 2000 meddelte ansøgeren, at han havde fået arbejde fra 1. februar 2000. Der var dog ikke tale om ordinært arbejde, men om jobtræning, hvortil arbejdsgiveren modtog løntilskud i medfør af aktivlovens § 16, stk. 2, nr. 2. Løntilskuddet var bevilget af kommunen for 26 uger.
Kommunen bevilgede herefter kontanthjælp til ansøgeren i henhold til lov om aktiv socialpolitik, § 25, for perioden 1. februar til 29. februar 2000.
Kommunen fandt, at ansøgeren ud fra en økonomisk beregning inden for en kortere tid ville have mulighed for at tilbagebetale hjælpen, som derfor var tilbagebetalingspligtig i henhold til aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 6.
Efter klage fra ansøgeren ændrede nævnet kommunens afgørelse.
Nævnet fandt, at ansøgeren ikke skulle tilbagebetale kontanthjælp for perioden 1. februar 2000 - 29. februar 2000.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke havde hjemmel for at behæfte hjælpen med tilbagebetalingspligt, idet der var tale om aktivering og ansøger derfor havde ydet noget til gengæld for hjælpen.
Nævnet tilføjede, at nævnet havde lagt vægt på, at ansøger også forud for den 1. februar 2000 var i aktivering, således at der var tale om overgang fra et aktiveringstilbud, hvor forsørgelsesgrundlaget var forudbetalt kontanthjælp til et aktiveringstilbud, hvor forsørgelsesgrundlaget var bagudbetalt løn.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen var enig i, at løntilskud, der udbetales til en arbejdsgiver i forbindelse med et jobtræningsforløb efter lovens § 16, stk. 2, nr. 2, skal betragtes som hjælp under aktivering. Kommune mente dog, at den kontanthjælp, der blev udbetalt i begyndelsen af februar måned 2000, og som dækkede perioden 1. februar 2000 - 29. februar 2000, ikke var en ydelse, der blev udbetalt som følge af aktivering, men en ydelse, der blev udbetalt som følge af, at den kommende løn var bagudbetalt.
Kommunen anførte, at konsekvensen af det sociale nævns afgørelse var, at både løntilskud til arbejdsgiveren og den udbetalte kontanthjælp betragtedes som hjælp under aktivering - der ville være tale om ydelser, der dækkede samme formål og periode.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der kan kræves tilbagebetaling af den hjælp, der blev udbetalt indtil den første lønudbetaling i forbindelse med et jobtræningsforløb i henhold til aktivlovens § 16, stk. 2, nr. 2.