Ankestyrelsen fandt at A kommune ikke skulle refundere B kommunes udgifter til anbringelse af barnet uden for hjemmet.
Begrundelsen for afgørelsen var at A kommune ikke havde medvirket til den anbringelse af barnet uden for hjemmet, der var sket efter at moren var flyttet til B kommune.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fulgte af A kommunes journalnotat af 22. juni 2000, at kommunen denne dato havde et møde med forældrene. På mødet blev forældrene orienteret om at kommunen mente, at barnet burde anbringes uden for hjemmet i en familiepleje. Hvis de ikke gav deres samtykke til en frivillig anbringelse ville kommunen forelægge sagen for Børn og unge-udvalget med henblik på en tvangsanbringelse. Forældrene oplyste, at de ikke kunne træffe beslutning om hvorvidt de kunne acceptere en anbringelse af barnet før de havde rådført sig med deres advokat. Det blev aftalt på mødet, at forældrene skulle tale med deres advokat, og herefter melde tilbage til kommunen.
Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det var oplyst i A kommunes journalnotat af 30. juni 2000, at kommunen denne dato fik oplysning om, at moren var flyttet ind hos faren i B kommune. Sagen blev samme dato oversendt til B kommune. På møde den 6. juli 2000 med B kommune gav forældrene samtykke til anbringelse af barnet i familiepleje, idet de underskrev handleplan og samtykkeerklæring.
På denne baggrund var det Ankestyrelsens vurdering, at A kommune ikke havde truffet en endelig og bindende afgørelse om anbringelse, idet en frivillig anbringelse forudsætter et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. lov om social service, § 40, stk. 1, 3. pkt. Dette samtykke blev først givet på mødet med B kommune den 6. juli 2000.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 350608-00
Sagen drejede sig om en mor med 4 børn. Moren boede i A kommune. Ét af børnene var en pige som havde betydelige følelsesmæssige og sociale problemer i sin omgang med andre, men fagligt var hun godt med i skolen.
A kommune besluttede den 15. juni 1998 at pigen skulle anbringes uden for hjemmet, primært på grund af hendes store sociale og følelsesmæssige problemer.
A kommune havde i oktober 1998 fundet et anbringelsessted til pigen, men moren var ikke særligt tilfreds med dette. Moren håbede at pigen kunne klare sig med skolegang på X-skolen og støtte i hjemmet. Ifølge A kommunes journalnotat af 5. november 1998 var pigen startet på X-skolen. A kommune bevilgede kontaktperson 10 timer ugentligt indtil familien den 1. december 1998 flyttede til B kommune.
Den 11. januar 1999 blev der holdt et møde med deltagelse af bl.a. moren og repræsentanter for A og B kommuner. Resultatet blev at B kommune ville arbejde videre med at finde et opholdssted til pigen.
B kommune undersøgte herefter en række muligheder, men moren syntes ikke at nogen af dem var det rigtige for datteren.
I marts 2000 fik B kommune besked om at der pr. 1. april 2000 ville blive plads på et opholdssted i C kommune, og pigen flyttede ind den 2. april 2000.
Den 27. marts 2000 anmodede B kommune A kommune om at give refusionstilsagn.
Ved afgørelse af 7. juli 2000 gav A kommune afslag på refusion. Kommunen anførte bl.a. at moren ikke havde ønsket at tage imod det tilbud som A kommune havde foreslået. Kommunen anførte også at der var gået 1 år og 9 måneder fra A kommunes beslutning om anbringelse til anbringelsen rent faktisk fandt sted.
Nævnet fandt at A kommune skulle refundere B kommunes udgifter ved anbringelsen. Begrundelsen var at A kommune havde medvirket til at pigen fik ophold uden for hjemmet på opholdsstedet i C kommune.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund at A kommune den 15. juni 1998 besluttede at pigen skulle anbringes på et opholdssted uden for hjemmet idet hun havde behov for et behandlingstilbud, og at A kommune derefter arbejdede på at finde et egnet opholdssted til hende. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på at det i praksis er fastslået at refusionsforpligtelsen stiftes på tidspunktet for beslutningen om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger, selvom selve hjælpeforanstaltningen først iværksættes senere af en anden kommune. Nævnet henviste i den forbindelse til SM O-83-95.
