Det fremgår af sagen, at manden, der var ugift, som følge af trafikulykke var tetraplegiker siden 1993. I 1994 flyttede han i lejlighed i A kommune, som kommunen indrettede til ham. Han havde siden haft en hjælpeordning i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4 (nu servicelovens § 77). Hjælpen havde i hele perioden været udmålt til 40 timer ugentligt svarende til 5,71 timer dagligt.
Manden købte en ejendom i B kommune til indflytning den 1. maj 1999. I den anledning søgte han B kommune om hjælp til indretning af boligen, jf. servicelovens § 102, stk. 1, idet han på grund af handicappet ikke kunne flytte ind i boligen uden ændringer. Han skulle være ude af lejligheden i A kommune den 30. april 1999.
B kommune meddelte, at man ikke kunne behandle ansøgningen, idet manden fortsat boede i A kommune, som derfor fandtes at være opholds- og handlekommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.
A kommune meddelte på baggrund af rådgivning fra nævnssekretariatet, at B kommune måtte anses for at være forpligtet til at behandle ansøgningen. Nævnet havde ved rådgivningen henvist til en generel vejledning fra Socialstyrelsen af 1. november 1984, hvoraf fremgår, at "Efter bistandslovens § 10, stk. 1-3 påhviler pligten til at yde bistand, herunder hjælp til nødvendig boligændring, det sociale udvalg i opholdskommunen. Efter socialstyrelsens opfattelse må en klients indgåelse af bindende aftale om leje eller køb af ny bolig, forpligte den kommune, hvori boligen er beliggende, til at behandle henvendelsen om boligændring i henhold til § 59, når klienten har til hensigt at tilflytte den pågældende nye bopæl. Den nye bopælskommune må herefter kunne betragtes som opholdskommune, selvom klienten under indretningen/istandsættelsen "midlertidig" har ophold andetsteds".
B kommune indbragte sagen for nævnet og behandlede herefter ansøgningen og bevilgede hjælp til ændring af den nye bolig, der omfattede bredere døre, forhøjet toilet, eleverbart køkkenbord og bedring af adgangsforholdene til boligen.
A kommune gav overfor nævnet udtryk for, at kommunen var bekendt med, at ændringerne var blevet udført.
Nævnet fandt, at B kommune, som den kommune, hvori mandens nye bopæl, som han agtede at tilflytte, var beliggende, var forpligtet til at behandle mandens henvendelse om boligændring i henhold til servicelovens § 102, uanset at manden på henvendelsestidspunktet havde faktisk ophold i sin hidtidige lejlighed i A kommune.
B kommune fandtes ikke at være berettiget til refusion efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9a i forbindelse med mandens tilflytning, da det ikke sås godtgjort, at A kommune havde medvirket til, at manden fik ophold i B kommune.
Nævnet henviste til, at ifølge lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9, stk. 1, har opholdskommunen pligt til at yde hjælp. Nævnet henviste endvidere til, at det fremgår af vejledning til loven pkt. 84, at lovreglen om opholdskommune ikke er udformet således, at den i alle tænkelige tilfælde kan give et umiddelbart svar på, hvilken kommune, der i et hvilket som helst konkret tilfælde, er den "rigtige" opholds- eller handlekommune. Der må i en række tilfælde foretages en vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen for at afgøre, hvilken kommune, der i forhold til den konkret søgte hjælp, er opholds- eller handlekommune.
Nævnet henviste til, at det fremgår af samme vejledningspunkt, at der bl.a. kan hentes vejledning i Ankestyrelsens praksis og i administrativ praksis. Nævnet henviste til (nævnets egen) hidtidig(e) praksis vedrørende handlekommuneforpligtelsen i sager om boligændringer, hvorefter tilflytningskommunen ansås som handlekommune, selvom der allerede inden flytningen var ansøgt om støtte til ændringer af en bolig, der var beliggende i tilflytningskommunen.
Det var således nævnets opfattelse, at B kommune skulle behandle mandens ansøgning om boligændringer.
For så vidt angik refusionsspørgsmålet anførte nævnet, at ifølge lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9a, har opholdskommunen ret til at få sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik og lov om social pension refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i en af de boformer eller et af de anbringelsessteder, institutioner eller boliger, som er opregnet i § 9a, stk. 1, nr. 1-7.
Nævnet henviste her til, at det fremgik af sagens oplysninger, at mandens første henvendelse til A kommune omkring tilflytningen til B kommune skete efter, at en terapeut fra B kommune den 8. februar 1999 havde aflagt besøg i den nye bolig, og B kommune efterfølgende havde besluttet, at man ikke ville behandle mandens ansøgning om boligændringer. På dette tidspunkt havde manden ifølge det oplyste allerede købt boligen.
Nævnet fandt det herefter ikke godtgjort, at A kommune havde medvirket til, at manden fik ophold i B kommune. A kommune fandtes derfor ikke forpligtet til at yde B kommune refusion for kommunens udgifter, jf. retssikkerhedslovens § 9a.
I klagen til Ankestyrelsen henviste B kommune til, at det følger af af retssikkerhedslovens § 9, at opholdskommunens har pligt til at yde hjælp, hvorfor A kommune var handlekommune for manden på ansøgningstidspunktet.
B kommune var af den opfattelse, at den skitserede løsning i vejledende udtalelse fra Socialstyrelsen dateret 1. november 1984 var i strid med principperne i retssikkerhedslovens § 9.
Subsidiært anførte B kommune, at såfremt det blev fastholdt, at B kommune var handlekommune, måtte A kommune være forpligtet til at yde B kommune refusion af udgifterne til boligændring, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7. Kommunen pegede på, at A kommune havde iværksat en hjælperordning for manden jf. servicelovens § 77. Dette fandtes af B kommune at måtte ligestilles med en situation, hvor en familie flytter på eget initiativ, men hvor der er iværksat foranstaltninger for børnene, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 2. Principielt fandt B kommune, at der må være ligestilling mellem lovens § 9a, stk. 1, nr. 2 og nr. 7. B kommune anførte, at ingen af disse situationer forudsætter en medvirken.
Nævnet genvurderede afgørelsen og fandt ikke fundet grundlag for at ændre den trufne afgørelse. Nævnet fandt ikke, at der var fremkommet sådanne nye oplysninger, at der var grundlag for at træffe en anden afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken kommune der er handlekommune i relation til at behandle en ansøgning om boligændringer i en situation, hvor en handicappet borger har erhvervet fast ejendom i en ny kommune med henblik på at bosætte sig dér, men fortsat havde ophold i den hidtidige kommune, da ansøgningen blev indgivet.
