Ankestyrelsens principafgørelse A-5-01

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 63

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 82

Ansøger fik i august 1999 af A kommune, bevilget revalideringsydelse for perioden 1. september 1999 til juni 2002 til gennemførelse af bacheloruddannelsen i historie ved et universitet.

Efter flytning til B Kommune fik hun af denne kommune bevilget revalideringsydelse til samme uddannelse frem til juni 2002. Samtidig afslog kommunen at dække ansøgers daglige transportudgifter.

Afslaget begrundedes med, at udgiften til den daglige transport ikke var nødvendig, når ansøger havde valgt at flytte mindst 3 timers ekstra daglig transporttid bort fra sit uddannelsessted, således at den daglige transporttid nu udgjorde mindst 5 timer.

Ansøger begrundede flytningen med, at hun ved flytningen kunne give sin søn en rolig og velafbalanceret hverdag, da hendes forældre kunne hjælpe hende med passe ham - hun ville samtidig ikke være bundet af daginstitutionens åbningstid, hvad der var et problem for hende, da hun boede i A kommune.

Nævnet fandt, at kommunen skulle yde hjælp til ansøgers transportudgifter i overensstemmelse med aktivlovens § 63.

Nævnet fandt således, at kommunens bevilling af revalideringsydelse medførte, at der skulle ydes hjælp til den særlige udgift, som den ansøgte transport var, fordi den var en nødvendig følge af uddannelsen.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at B kommune ved bevilling af revalideringsydelsen samtidig havde taget stilling til, at flytningen ikke havde medført individuelle eller generelle ændringer i ansøgers muligheder for at gennemføre erhvervsplanen.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at tilflytningskommunen ikke havde revideret ansøgers erhvervsplan som anført i aktivlovens § 50, stk. 4.

Endelig fandt nævnet, at en transporttid på omkring 5 timer ikke selvstændigt kunne føre til afslag på ansøgningen.

B kommune havde i klagen anført, at ansøger gennem en forøgelse af transporttiden fra 1§ time til 5 timer skønnedes at forringe sine mulighederne for at gennemføre uddannelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en tilflytningskommune er forpligtet til at yde en revalidend hjælp til transportudgifter, som fraflytningskommunen har fundet vedkommende berettiget til, når revalidenden ved flytningen har forøget sine daglige transport fra 1§ til 5 timer.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger efter sin flytning til B kommune fortsat var berettiget til at modtage hjælp til befordring til uddannelsesstedet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at befordringsudgiften måtte betragtes som en særlig udgift, der var nødvendig for, at ansøger kunne følge sin uddannelse.

Det forhold, at ansøger var flyttet længere bort fra uddannelsesstedet og dermed havde forøget sin transporttid væsentligt var uden betydning for vurderingen af, om transporttiden var nødvendig.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgers flytning ikke havde indflydelse på hendes mulighed for at gennemføre den fastlagte erhvervsplan.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.