Ankestyrelsens principafgørelse R-14-01

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

30-05-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 6

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 60, stk. 1

En far til en ung mand henvendte sig i november 1998 til amtskommunen idet han var utilfreds med forskellige forhold omkring sønnens betaling i årene 1995 og fremefter for sønnens ophold i en amtskommunal boform.

Faren havde derefter løbende kontakt med amtet gennem en længere periode, og først i januar 2000 traf amtskommunen afgørelse. Amtskommunen afslog at tilbagebetale nogen del af den opkrævede opholdsbetaling.

Faren klagede over denne afgørelse, men først i oktober 2000 blev sagen oversendt til det sociale nævn.

Det sociale nævn mente at nævnet kun kunne behandle sagen for så vidt angik perioden efter 1. juli 1998. Nævnet henviste til reglen i bistandslovens § 15, stk. 6, samt Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1186 af 23. december 1993 (§ 6) og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 613 ad 24. juni 1996 (§ 15, stk. 2). Efter disse regler kunne amtskommunens afgørelser påklages direkte til Ankestyrelsen. Nævnet ville således kun behandle sagen for så vidt angik perioden efter 1. juli 1998.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om Ankestyrelsen har kompetence til at behandle en sag vedrørende perioden før 1. juli 1998, selvom amtskommunens afgørelse først er truffet i 2000.

Ankestyrelsen fandt, at sagen skulle hjemvises til det sociale nævn, der også skulle tage stilling til spørgsmålet om opholdsbetaling for perioden før 1. juli 1998.

Begrundelsen for afgørelsen var, at amtskommunen havde truffet afgørelse i januar 2000, og amtskommunens afgørelser skulle efter de gældende klageregler i retssikkerhedsloven (lov nr. 453 af 10. juni 1997, med senere ændringer), § 60, stk. 1, påklages til det sociale nævn. Ankestyrelsen fandt ikke at det gjorde nogen forskel, at afgørelsen til dels vedrørte forholdene før 1. juli 1998, hvor bistandsloven blev ophævet og erstattet af retssikkerhedsloven, serviceloven og aktivloven.

Ankestyrelsen fandt således, at selvom der vedrørende forholdene før 1. juli 1998, skulle ske en vurdering efter de dagældende betalingsregler i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1186 af 23. december 1993 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 24. juni 1996, medførte dette ikke, at sagen også skulle påklages efter de dagældende regler, hvor der ifølge bistandslovens § 15, stk. 6, var direkte klageadgang til Ankestyrelsen vedrørende amtskommunens afgørelser.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke er regler i retssikkerhedsloven eller serviceloven, om hvordan man skal behandle sager om opholdsbetaling m.v., der vedrører perioden før 1. juli 1998, og at der heller ikke i retssikkerhedsloven er særlige overgangsregler om klage i denne type sager.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der ikke var sket nogen væsentlig ændring i reglerne om opholdsbetaling i perioden fra 1995-99. Reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 613 af 24. juni 1996 var stort set identiske med reglerne i den nugældende bekendtgørelse nr. 91 af 6. februar 1998. Reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1186 af 23. december 1993 (der henviser til bekendtgørelse nr. 1185 af samme dato), var noget mere kortfattede, men principperne var de samme.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det var mest praktisk at sagen blev behandlet i sin helhed af den samme myndighed, og det følger af reglen i retssikkerhedslovens § 60, stk. 1 at sagen skulle behandles af det sociale nævn for så vidt angik opholdsbetaling efter 1. juli 1998.

Ankestyrelsen hjemviste således sagen til behandling i sin helhed ved det sociale nævn.