Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af den anmeldte hændelse som et ulykkestilfælde, jf. lovens § 9, nr. 1, der skyldtes sikredes arbejde eller de forhold, hvorunder det var foregået, og med arbejdsgiveren som sikringspligtig arbejdsgiver efter lovens § 6, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at sikrede var beskæftiget hos sin arbejdsgiver, hvor der på skadedagen opstod røgudvikling på gulvet i et rum, hvor han var ved at sprøjte kantemner. Han forsøgte at slukke røgen/ilden med en pulverslukker. Der opstod en eksplosion, hvorved han blev forbrændt.
Ankestyrelsen vurderede, at bestemmelsen i lovens § 3, stk. 3, ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor sikrede kommer til skade under udførelse af arbejde for sin arbejdsgiver. Det forhold, at sikrede medvirkede til at begrænse omfanget af ulykken kunne ikke i sig selv føre til, at tilfældet skulle henføres under lovens § 3, stk. 3. Det var således tillagt afgørende betydning, at han var antaget til at udføre arbejde i arbejdsgiverens tjeneste, jf. lovens § 1, og at ulykken indtraf i forbindelse med dette arbejde.
Ankestyrelsen bemærkede, at loven i § 3, stk. 3, tager sigte på den situation, hvor en person kommer ind på en virksomheds område og herefter deltager i forsøg på at afværge større tab, og derved kommer til skade. Denne person er kendetegnet ved ikke at være i et antagelsesforhold til virksomheden, hvor ulykken er opstået, og vil derfor ikke opfylde lovens § 1 og § 9, nr. 1.