Det fremgik af sagen, at ansøger var berettiget til folkepension fra 1. juli 2000, og at han havde modtaget forudbetalt løn i hidtidige stilling. Det fremgik desuden, at han ved overgang til folkepension var berettiget til forudbetalt tjenestemandspension.
Kommunen gav afslag på en måneds ekstra pension for juli måned 2000.
Nævnet ændrede kommunens afgørelse og lagde vægt på, at ansøger havde været forudlønnet i den hidtidige stilling, og derfor opfyldte betingelsen for at opnå en ekstra måneds pension for den første måned, for hvilken der udbetaltes pension. Nævnet lagde endvidere vægt på forarbejderne til § 3, stk. 7, i lov om ændring af lov om social pension. Endvidere var henvist til SM P-23-00 modsætningsvis.
Kommunen anførte bl.a. i klagen, at ansøger modtog forudbetalt løn og ved overgang til folkepension var berettiget til forudbetalt tjenestemandspension. Kommunen mente ikke, at SM P-23-00 kunne anvendes modsætningsvis.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af praksis for, i hvilke situationer der er grundlag for udbetaling af en ekstra måneds pension efter ændring pr. 1. februar 1999 af pensionslovens § 33, hvorefter pension udbetales bagud.