Ankestyrelsen fandt ikke, at nævnets afgørelser kunne anses for ugyldige som følge af nævnets undladelse af at sende ankeskrivelserne til kommunen med henblik på en genvurdering, jf. retssikkerhedslovens § 66, stk. 1.
Begrundelsen for afgørelsen var, at uanset at Ankestyrelsen fandt, at den remonstrationsordning, som følger af § 66, stk. 1, er en garantiforskrift, fandtes tilsidesættelsen ikke konkret at medføre afgørelsernes ugyldighed.
Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af, at der er tale om en garantiforskrift vægt på, at der er tale om en lovbestemt ordning, som er etableret af hensyn til borgeren, og som må antages at give borgeren et retskrav på at få en ny vurdering af sin sag.
Vurderingen af, om tilsidesættelsen af forskriften medfører ugyldighed, vil imidlertid bero på en konkret vurdering af, om der i forbindelse med en klage er kommet nye oplysninger i sagen, herunder oplysninger af en sådan karakter, at der er en vis sandsynlighed for, at underinstansen ville have givet ansøgeren helt eller delvist medhold ved en genvurdering.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at klagerne ikke indeholdt nye oplysninger i forhold til det ansøgte.
Ankestyrelsen fandt derfor ikke konkret grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelser som ugyldige.