Ankestyrelsens principafgørelse C-57-01

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 42, stk. 1 og § 42, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 58

Sagen vedrørte 5 børn, som tidligere havde været anbragt uden for hjemmet. I forbindelse med genbehandling af sagen blev forældrene, der havde fælles forældremyndighed, indkaldt til møde i Børn og unge-udvalget. Forældrene havde tilkendegivet, at de ikke ønskede at møde sammen i udvalget, og udvalget afholdt herefter to selvstændige møder. Moderen mødte uden advokat og gav på mødet samtykke til fortsat anbringelse. Efter moderens fremmøde traf udvalget afgørelse om fortsat anbringelse efter lovens § 42, stk. 1 og henviste bl.a. til hendes nuværende holdning til anbringelsen og hendes manglende evne til på nuværende tidspunkt at tilgodese børnenes særlige behov. Udvalget henviste endvidere til faderens holdning til de to ældste børns anbringelse i form af begæring om hjemgivelse samt sikkerhed i anbringelsen i en længere periode.

På det efterfølgende møde oplyste faderens advokat, at faderen ønskede de to ældste børn hjemgivet. Ved mødets afslutning gav faderen imidlertid samtykke til fortsat anbringelse uden for hjemmet af alle fem børn. Udvalget traf efter fremmødet også her afgørelse om fortsat anbringelse efter lovens § 42, stk. 1, og henviste bl.a. til, at faderen manglede evne til at kunne tilgodese børnenes særlige behov. Uanset ændringerne i hans forhold fandt udvalget ikke, at forholdene havde ændret sig på en sådan måde, at det kunne føre til, at betingelserne for anbringelse ikke længere var til stede.

I forbindelse med faderens fremmøde blev han ikke gjort bekendt med moderens tilkendegivelser på mødet, f.eks. om at hun havde givet samtykke til anbringelsen, ligesom moderen heller ikke blev gjort bekendt med faderens tilkendegivelser på mødet om samtykke til anbringelsen. Der fandt således ingen partshøring sted.

Kommunen fremsendte skriftlig afgørelse til hver af forældrene, men fremsendte ikke kopi af den afgørelse, som blev truffet over for den anden af forældrene.

Ankestyrelsen ophævede Børn og unge-udvalgets afgørelse. Begrundelsen for Ankestyrelsen afgørelse var, at der i forbindelse med sagens behandling i Børn og unge-udvalget var sket en alvorlig sagsbehandlingsfejl.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at forældrene havde fælles forældremyndighed, og at der var afholdt to selvstændige møder uden partshøring i udvalget og truffet to afgørelser med forskellig begrundelse over for moderen og faderen. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at udvalget ikke havde taget stilling til forældremyndighedens samtykke, jf. lovens § 42, stk. 2. Endvidere havde Ankestyrelsen bemærket sig, at der ikke var sendt kopi af afgørelserne til den anden af forældrene, eller dennes advokat.

Ankestyrelsen besluttede på samme møde, hvortil begge forældre var indbudt med deres advokat at anbringe børnene uden for hjemmet uden forældrenes samtykke med henvisning til servicelovens § 47, stk. 3, jf. § 42, stk. 1, uanset at forældrene overfor Ankestyrelsen havde givet samtykke til anbringelsen efter § 40, stk. 2, nr. 11, jf. § 42, stk. 2.

Ankestyrelsen pålagde herefter kommunen at gennemføre Ankestyrelsens beslutning.