Ankestyrelsen hjemviste sagen om førtidspension til nævnet til fornyet behandling og afgørelse.
Begrundelsen var, at nævnets afgørelse måtte anses for ugyldig som følge af undladelsen af at partshøre ansøgers advokat over en til brug for afgørelsen indhentet helbredsattest, jf. forvaltningslovens § 19,
stk. 1, før der blev truffet afgørelse i sagen.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at reglerne om partshøring, jf. almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, må anses for garantiforskrifter. Hvis en sådan forskrift tilsidesættes, svigtes en garanti for afgørelsens rigtighed, og der gælder derfor en formodning om, at afgørelsen er påvirket af fejlen og dermed ugyldig. Denne formodning kan i det enkelte tilfælde afkræftes, hvis det godtgøres, at manglen har været uden betydning i det konkrete tilfælde.
Ankestyrelsen fandt, at da der som grundlag for helbredsattesten blev foretaget en ny lægeundersøgelse af ansøger, og da disse lægelige oplysninger var af væsentlig betydning ved afgørelsen om førtidspension, var der en formodning for, at manglen havde haft betydning, og denne formodning var ikke senere afkræftet som følge af yderligere indgåede bemærkninger i sagen.