Ankestyrelsens principafgørelse C-39-02

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

03-09-2012

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 40, stk. 2, nr. 5, § 42, stk. 1, nr. 1 og § 43, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 52, stk. 3, nr. 5, § 58, stk. 1, nr. 1 og § 62, stk. 2

Sagen vedrørte anbringelse af det mindste barn på ca. 1½ år af en søskendeflok på 4. Det næstyngste barn blev samtidig anbragt. I en alder af 5 måneder blev barnet indlagt på sygehuset på grund af betydelig underernæring. De to ældste børn havde på dette tidspunkt været anbragt uden for hjemmet i 6 år, de sidste 5 år i plejefamilie. Efter hospitalsopholdet kom barnet i døgnaflastning hos den ældste søskendes plejefamilie.

Efter moderens flytning til en anden kommune traf Børn og unge-udvalget i den nye kommune afgørelse om anbringelse uden for hjemmet og fastsatte genbehandlingsfristen til 1 år. Barnet havde på dette tidspunkt haft ophold i plejefamilien i 8 måneder, og barnet havde efter hospitalsopholdet alene haft ophold hos moderen i forbindelse med samvær.

Ankestyrelsen traf afgørelse om, at sagen skulle tages op til fornyet behandling i Børn og unge-udvalget senest inden 2 år fra Ankestyrelsens afgørelse, eller såfremt afgørelsen blev indbragt for landsretten, senest inden 2 år fra en eventuel landsretsdom, jf. servicelovens § 43, stk. 2, jf. § 43, stk. 3, 1. pkt.

For så vidt angår genbehandlingsfristen på 2 år i henhold til servicelovens § 43, stk. 2, begrundedes dette med, at der efter 1. januar 2001 var tale om en almindelig 2-årig genbehandlingsfrist fra endelig afgørelse eller dom, når barnet havde været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år før udvalgets afgørelse. Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at Ankestyrelsen betragtede barnets ophold i plejefamilien som en anbringelse, selv om familien i relation til barnet var blevet betragtet som en aflastningsfamilie og ikke en egentlig plejefamilie.

Under hensyn til, at det beskrevne anbringelsesgrundlag skønnedes af længere varighed, havde Ankestyrelsen ikke fundet grundlag for at fravige den sædvanlige genbehandlingsfrist på 2 år, når barnet blev betragtet som anbragt inden for det seneste år, jf. servicelovens § 43, stk. 2.

Landsretten stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse.