Kommunen bevilgede i marts måned 1999 et lån på 316.000 kr. til etablering af selvstændig virksomhed som revalideringsforanstaltning til en 30-årig kvinde.
Tilbagebetaling skulle påbegyndes i marts 2000 og lånet skulle afvikles på maksimalt 7 år.
På baggrund af revalidendens økonomiske situation vurderede man i februar 2000, at hun ikke på daværende tidspunkt havde mulighed for at indgå i en afdragsordning.
Revalidenden ophørte med virksomheden i efteråret 2000 og overgik til kontanthjælp.
I marts 2001 anmodede kvinden om eftergivelse af lånet mod betaling af en akkord på 100.000 kr., som hun kunne skaffe ved lån fra familiemedlemmer. Hun modtog fortsat kontanthjælp.
Kommunen gav afslag på eftergivelse og fandt samtidig, at kvinden havde en betalingsevne på 600 kr. om måneden, hvorfor man fastsatte en afdragsordning.
En advokat klagede på vegne af kvinden og anførte blandt andet, at kvinden ikke havde en fuld erhvervsevne, at hun var alene med et barn og modtog kontanthjælp, og at det var urealistisk at hun ville kunne tilbagebetale lånet, og at det ville tage 44 år at afdrage lånet med 600 kr. om måneden.
Det sociale nævn pålagde kommunen at eftergive etableringslånet, idet nævnet ikke fandt, at kvinden havde økonomisk mulighed for at tilbagebetale lånet.
Nævnet lagde vægt på, at kvinden var ophørt med den selvstændige virksomhed i oktober 2000, at virksomheden gav underskud, og at hun siden havde modtaget kontanthjælp.
Nævnet lagde endvidere vægt på det oplyste om kvindens økonomiske forhold, herunder, at hun havde et månedligt rådighedsbeløb efter afholdelse af faste udgifter på ca. 4.000 kr., som hun skulle forsørge sig selv og sin datter for. Nævnet fandt ikke, at kvinden ud af dette beløb kunne afdrage på gælden uden at komme til at mangle det nødvendige til underhold.
Nævnet lagde endelig vægt på, at kvinden på grund af sine helbredsmæssige forhold ikke kunne arbejde inden for sit fag, og at hun ikke umiddelbart kunne opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.
Nævnet fandt ikke, at § 67 i lov om aktiv socialpolitik hjemler mulighed for at indgå aftale om akkord. Nævnet var i øvrigt af den opfattelse, at fremskaffelse af midler ved optagelse af lån ikke giver økonomisk mulighed for tilbagebetaling.
Kommunen ankede nævnets afgørelse og anførte, at spørgsmålet om tilbagebetaling/eftergivelse af etableringslån bevilget som revalideringsstøtte ikke sås behandlet i tidligere afgørelser, og at spørgsmålet kun er kortfattet behandlet i lovtekst og tilhørende vejledning. Kommunen fastholdt, at kvinden havde en betalingsevne på 600 kr. pr. måned på tidspunktet for kommunens afgørelse, og kommunen fandt tillige, at det langt fra kunne udelukkes, at kvinden ville komme i lønnet beskæftigelse indenfor en overskuelig fremtid.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvilke momenter, der indgår ved vurderingen af om og i hvilken udstrækning revalidenden har økonomisk mulighed for at tilbagebetale lånet, jf. aktivlovens § 67.