Ankestyrelsens principafgørelse C-26-02

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 - § 97, stk. 1 og § 67a, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 82, stk. 2 og § 112, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 52 af 5. marts 1998 om støtte til hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. (Lov om social service) - kapitel 5

Note:

*) Se også SM C-30-00 (om 3-hjulede elkøretøjer).

Sagen drejede sig om en 24-årig kvinde, der var blevet tidligt hjerneskadet. Kvinden kunne gå ca. 50 meter med støtte, men var ellers afhængig af kørestol. Hun kunne selv flytte den manuelle kørestol ved at trippe frem på fødderne, men var ikke i stand til at flytte kørestolen ved at dreje på hjulene, hvilket måske skyldtes den svære hjerneskade.

Det midlertidige botilbud efter servicelovens § 93, stk. 1 søgte om bevilling af en el-kørestol, da botilbuddet mente, at kvinden selv ville kunne lære at køre rundt i og omkring det lukkede område ved botilbuddet i en el-kørestol. Botilbuddet mente ikke, at det ville være forsvarligt, at hun færdedes alene uden for dette område.

Kommunen gav afslag på tilkendelse af en el-kørestol efter servicelovens § 97, da det blev skønnet, at en el-kørestol ikke i væsentlig grad ville kunne afhjælpe kvindens manglende evne til at transportere sig selv udendørs. Kommunen fandt, at en el-kørestol på nuværende tidspunkt mere ville være et pædagogisk redskab, der skulle være med til at udvikle kvinden.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og tilkendte kvinden en el-kørestol efter servicelovens § 97, stk. 1.

Nævnet lagde vægt på, at en el-kørestol ville gøre kvinden mere selvhjulpen og væsentligt forbedre hendes livskvalitet. Nævnet henviste til servicelovens formålsbestemmelser, hvorefter formålet med hjælp er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv, eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Nævnet lagde navnlig vægt på, at en el-kørestol ville kunne afhjælpe nogle af de begrænsninger, som anvendelse af manuel kørestol hidtil havde sat for kvindens færden og aktiviteter i dagligdagen i og omkring botilbuddet. Nævnet fandt, at det af hensyn til kvindens alder måtte anses for væsentligt at understøtte de bestræbelser der blev gjort for, at hun i videst muligt omfang kunne have mulighed for at træffe egne valg i dagligdagen, og at hun derved kunne opnå en højere grad af selvhjulpenhed og uafhængighed i forhold til personale og medbeboere. Herudover ville en el-kørestol i væsentlig grad være en lettelse i dagligdagen i situationer, hvor der var et egentligt transportbrug, uanset at kvinden da fortsat måtte være afhængig af andres hjælp og ledsagelse. Nævnet lagde ved afgørelsen forudsætningsvist til grund, at kvinden ville kunne lære at anvende en el-kørestol på forsvarlig måde, jf. personalets antagelse.

I klagen til Ankestyrelsen fra kommunen blev det bl.a. anført, at afgørelsen brød med tidligere praksis, idet væsentlighedskriteriet i servicelovens § 97 blev flyttet. Kommunen henviste bl.a. til, at man ikke kunne kommunikere med kvinden om ansøgningen, at afstandene i botilbuddet var beskedne både indendørs og udendørs, at transportbehovet var beskedent både i forhold til aktivitetsmuligheder og dermed livskvalitet, og i forhold til egentligt transportbrug, hvor el-kørestol primært ville medføre en lettelse for det ledsagende personale.

Under sagens behandling indhentede Ankestyrelsen supplerende oplysninger fra specialskole, botilbuddet og et beskyttet værksted. Det blev bl.a. oplyst, at kvinden kun meget få gange tog selvstændigt initiativ til at flytte sig, og hovedparten af gangene skete det efter opfordring fra personalet. Endvidere blev det oplyst, at hun ikke selv tog initiativ til aktiviteter, men skulle motiveres hertil.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang bevilling af en el-kørestol til brug for kvindens indendørs færden i væsentlig grad ville afhjælpe følgerne af kvindens funktionsnedsættelse og derved i væsentlig grad ville lette den daglige tilværelse jf. servicelovens § 97, stk. 1, nr. 1 og 2.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke var berettiget til hjælp til anskaffelse af det ansøgte el-køretøj, jf. § 97, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 i serviceloven, sammenholdt med § 1, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelser af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens § 97 og § 98.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden, ud fra den i sagen beskrevne funktionsnedsættelse som følge af hjerneskaden, var omfattet af den personkreds, der er berettiget til at modtage hjælp efter hjælpemiddelbestemmelserne i lov om social service.

Ankestyrelsen lagde videre til grund, at den ansøgte el-kørestol var et personligt hjælpemiddel og ikke basisinventar i hendes midlertidige botilbud, jf. § 7 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 123 af 19. februar 1998 om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter servicelovens § 97 og § 98.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen ud fra en konkret samlet vurdering af kvindens situation fandt, at den ansøgte el-kørestol ikke på nuværende tidspunkt kunne anses for i væsentlig grad at ville afhjælpe de varige følger af hendes nedsatte funktionsevne, og lette den daglige tilværelse i forhold til hendes manuelle kørestol.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om kvindens funktionsniveau. Det var bl.a. oplyst, at hun blev hjulpet op af sengen og i tøjet, samt hjulpet med toiletbesøg. Hun kunne selv spise og klæde sig af. Hun skulle opfordres til at deltage i aktiviteter, og hun gav ikke selv udtryk for, hvilke aktiviteter hun ønskede at deltage i. Bortset fra få gange flyttede hun sig ikke selv fra steder, men flyttede sig alene efter opfordring. Kvinden kunne flytte den manuelle kørestol ved at trippe frem med fødderne, men var ikke i stand til at flytte kørestolen ved at dreje på hjulene, hvilket måske skyldtes den svære hjerneskade.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på oplysningerne om, at selvom kvinden skulle blive i stand til at betjene en el-kørestol, ville hun på grund af de helbredsmæssige forhold ikke blive i stand til at kunne færdes på egen hånd, bortset fra på botilbuddets område, der var indhegnet/afskærmet.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på oplysningerne fra det beskyttede værksted, hvor kvinden var tilmeldt den kreative gruppe, og hvor man bl.a. beskæftigede sig med maling og sang, og at hun deltog i så meget som hun kunne og ville. Kvinden tog ikke selv initiativ til at iværksætte aktiviteter, men dette skete efter motivation fra personalet.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at der var oplysninger om, at kvinden havde et sådant aktivitetsbehov og -niveau i forhold til sin funktionsnedsættelse, at hun ville blive væsentligt afhjulpet og lettet i den daglige tilværelse ved en el-kørestol.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

I sagens anledning gjorde Ankestyrelsen i øvrigt kommunen og amtskommunen opmærksom på servicelovens § 67 a, stk. 2. Det fremgår heraf, at kommunen eller amtskommunen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen eller amtskommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsamtet om at beskikke en værge efter værgemålsloven.