Ankestyrelsen fandt, at eleven ikke havde pligt til at tilbagebetale den kontanthjælp, som han havde fået udbetalt fra kommunen fra den 29. november 2000.
Begrundelsen for afgørelsen var, at hans ophold og beskæftigelse på TAMU-centret ikke kunne anses for et arbejdsforhold i aktivlovens forstand. Hjælpen kunne derfor ikke kræves tilbagebetalt efter lovens § 93, stk.1, nr. 3.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at et TAMU-ophold er en arbejdsmarkedsuddannelse for unge, der er så socialt udsatte, at der skal en særlig socialpædagogisk indsats til, for at de kan opnå de fornødne arbejdsmæssige og sociale kvalifikationer, samt at formålet med opholdet er gennem plankurser og deltagelse i produktions- eller servicebaseret arbejde under arbejdspladslignende vilkår at gøre den enkelte kvalificeret til ordinært arbejde.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der af den godtgørelse, som den enkelte elev modtager under opholdet, ikke trækkes arbejdsmarkedsbidrag, men alene skat i følge skattekort.
Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.