Ankestyrelsens principafgørelse A-43-02

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 14

Efter faderens død i 1990 arvede ansøger sommerhuset i lige sameje med sin broder. Ansøger boede i en ejerbolig.

Det var ansøgerens opfattelse, at broderen ikke ville købe hendes andel af sommerhuset.

Kommunen gav afslag på kontanthjælp med den begrundelse, at hun var medejer af et sommerhus og havde en stor friværdi i sin ejerbolig. Hun kunne således løse sit økonomiske problem ved enten at sælge sommerhuset eller belåne friværdien i ejerboligen.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på hjælp med den begrundelse, at andelen i sommerhuset hverken var nødvendig for, at ansøger og ægtefællen kunne opnå eller bevare en nødvendig boligstandard, eller var det af hensyn til deres erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af værdien af andelen af sommerhuset ved udmåling af kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt, at fast ejendom, også når der er tale om sameje, måtte betragtes som formue. I hvilket omfang, der kunne ses bort fra værdien af fast ejendom ved udmåling af kontanthjælp, måtte afhænge af en konkret vurdering af benyttelsen, friværdien og omsætteligheden, herunder ejerforholdene.

Det følger af gældende formueretlige regler, at fast ejendom, som ejes i sameje, ikke er umiddelbart omsættelig, med mindre alle samejere er enige. I forbindelse med sameje af sommerhus, vurderede Ankestyrelsen, at det var afgørende, om de øvrige samejere accepterede en aftale om salg eller lånoptagelse, eller om en opløsning af samejet var mulig.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til ny afgørelse efter indhentelse af fornøden dokumentation for samejerens stillingtagen til køb af ansøgers andel af sommerhuset, salg eller låneoptagelse. Desuden hjemvistes sagen til undersøgelse af muligheden for opløsning af samejet og af, om ansøgers andel af sommerhuset dermed måtte anses for omsættelig formue.