Ankestyrelsens principafgørelse A-25-02

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 14

Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik - pkt. 72-75

Ansøgeren var en 38-årig kvinde, der havde modtaget kontanthjælp siden hun fyldte 18 år. Hun havde aldrig haft kontakt til arbejdsmarkedet. I forbindelse med kontakt til kommunen konstaterede kommunen, at hun havde en formue i form af en opsparing i banken på 120.000 kr.

Formuen var opstået ved, at banken efter aftale med ansøgeren hver måned havde tilbageholdt et beløb af kontanthjælpen. Ansøgeren oplyste, at hun gennem flere år havde boet på et klubværelse og levet på et eksistensminimum, og at formålet med opsparingen var at kunne erhverve en bedre bolig.

Kommunen traf afgørelse om at kontanthjælpen blev bragt til ophør. Kommunen vurderede, at der - udover minimumsbeløbet på 10.000 kr. - var grundlag for at se bort fra formålsbestemt formue på i alt 75.000 kr. til ny bolig samt forbedring af eksisterende bolig.

Kommunen vurderede, at ansøgeren ville kunne leve for 7000 kr. om måneden og meddelte herefter, at der tidligst ville kunne ydes kontanthjælp igen, når resten af formuen var brugt.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Ansøgeren anførte i klagen, at det var urimeligt, at man som kontanthjælpsmodtager var nødt til at spare op, da det var svært for mange kontanthjælpsmodtagere at få banklån.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om formue, der stammer fra opsparet kontanthjælp, kan medføre, at kontanthjælpen bringes til ophør.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde været berettiget til at bringe ansøgerens kontanthjælp til ophør som sket.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var hjemmel i loven til at kommunen kunne se bort fra formue, der hidrørte fra opsparet kontanthjælp.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der efter § 14, stk. 2 alene kan ses bort fra formue som er nødvendigt til et nærmere bestemt formål, fx at bevare eller opnå en nødvendig boligstandard eller for at sikre erhvervs- eller uddannelsesmuligheder for ansøgeren og dennes familie.

Kommunen skal derfor i hvert enkelt tilfælde også vurdere, om der - ud over minimumsbeløbet på 10.000 kr. - er grundlag for at se bort fra en sådan formålsbestemt formue, herunder hvor meget der er grundlag for at se bort fra.

Ankestyrelsen bemærkede, at det ikke i sig selv var afgørende, hvordan eller hvorfor ansøgeren havde foretaget opsparingen. Det afgørende for vurderingen var derimod, om formuen var nødvendig til et nærmere bestemt formål ud fra en vurdering af ansøgerens konkrete forhold.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.