Ankestyrelsen afslog udsættelse af sagen, men tog moderens bemærkninger med i overvejelserne.
Pigerne var indkaldt til mødet i Ankestyrelsen og mødte begge. Herefter stadfæstede Ankestyrelsen Børn og unge-udvalgets afgørelse.
Sagen blev indbragt for landsretten og moderen mødte med advokat og nedlagde principal påstand om ophævelse af Ankestyrelsens afgørelse på grund af ugyldighed, idet moderen ikke fik lejlighed til at udtale sig.
Vedrørende nægtelse af udgang blev det oplyst for landsretten, at det ikke med så kort varsel havde været muligt at etablere en ledsaget udgang og at moderen ikke opfyldte betingelserne for uledsaget udgang. Moderen oplyste, at arrestforvareren dagen før mødet i Ankestyrelsen havde ordnet togbilletter med henblik på moderens møde i Ankestyrelsen. Hun oplyste desuden, at hun dagen forinden havde haft uledsaget udgang.
Landsretten udtalte, at den omstændighed, at moderen ikke kunne få uledsaget udgang til at møde i Ankestyrelsen , og at det ikke med så kort varsel var muligt at arrangere en ledsaget udgang efter en samlet vurdering ikke kunne føre til, at Ankestyrelsens afgørelse blev ophævet som ugyldig.