En kvinde påbegyndte uddannelse til ergoterapeut den 1. september 1999. Hun forventede at afslutte uddannelsen i sommeren 2002. Under uddannelsen modtog hun revalideringsydelse fra sin bopælskommune.
I september 2001 blev uddannelsen til ergoterapeut ændret, således at uddannelsen blev forlænget fra 3 til 3 1/2 år. De studerende fik ikke længere titlen ergoterapeuter, men blev i stedet professionsbachelorer i ergoterapi.
De studerende, som var påbegyndt uddannelsen før 1. marts 2001, fik tilbud om at forlænge uddannelsen med 3 måneder, som en tillægsuddannelse, placeret efter udløbet af de 3 år, som uddannelsen tidligere var normeret til at skulle vare. Studerende, som var påbegyndt uddannelsen efter 1. marts 2001, fik tilbudt tillægsuddannelsen som en integreret del af uddannelsesforløbet, som nu varede 3 1/2 år. For studerende, som var påbegyndt uddannelsen efter 1. marts 2001 ville det således ikke være muligt at færdiggøre uddannelsen uden at forlænge studietiden med 1/2 år.
Ansøger søgte sin kommune om forlængelse af erhvervsplanen med 3 måneder på baggrund af den ændrede studieordning.
Kommunen gav afslag, idet hun var tilstrækkeligt kompenseret med uddannelsen til ergoterapeut.
Hun ankede uddannelsen, idet hun mente, at hun vil være ringere stillet med hensyn til jobmuligheder, hvis hun ikke tog tillægsuddannelsen.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse, og bevilgede ansøger 3 måneders forlængelse af revalideringsplanen, idet hun ved forlængelsen ville blive ligeså kvalificeret som andre ergoterapeutstuderende, og dermed ville hendes jobmuligheder ikke forringes.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvilken betydning det får for en forud fastlagt erhvervsplan, at studiestedet forlænger en uddannelse med 3 måneder.
