Ankestyrelsen fandt, at ansøger havde ret til introduktionsydelse som forsørger fra den 1. maj 2000, hvor ansøger i kraft af sin opholdstilladelse fik ret til introduktionsydelse.
Ankestyrelsen lagde til grund, at det måtte anses for godtgjort, at ansøger havde forsørgelsespligt over for sine børn, og at han opfyldte forsørgelsespligten ved at overføre penge via sin ven i Pakistan, og hustruen havde bekræftet modtagelsen heraf.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at en mand, der er bosat i Danmark, efter dansk ret er forpligtet til at forsørge sine børn, hvis det over for de danske myndigheder er dokumenteret, at han er far til de omhandlede børn. Dette gælder uanset, om børnene opholder sig i Danmark eller i udlandet.
Ankestyrelsen fandt, at der ikke efter loven kan rejses krav om, at forsørgelsespligten over for børnene opfyldes ved direkte pengeoverførsel til børnene eller deres mor/far. Vurdering af, om forsørgelsespligten opfyldes må ske på baggrund af en konkret vurdering af oplysningerne i sagen.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.