Ankestyrelsens principafgørelse A-13-02

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 50

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69

Ansøger, der var 27 år, var indtil sygemelding den 28. oktober 1999 beskæftiget som skolerengøringsassistent. Hun søgte i februar 2000 om revalidering til pædagog. Kommunen fandt ikke, at dette var hensigtsmæssigt, når ansøger havde en knælidelse.

Ansøger blev opereret flere gange i begge knæ. Ansøger havde desuden en velbehandlet epilepsi. Ansøger oplyste endvidere, at hun havde problemer med nederste del af ryggen ved forkert belastning af knæene, hvilket skete ret ofte.

Ansøger fik den 26. september 2000 bevilget revalideringsydelse til kontoruddannelse med et år på HG fra den 21. september 2000 - juni 2001 efterfulgt af 2 års elevtid.

I maj 2001 var ansøger til opfølgningssamtale i kommunen, hvor hun oplyste, at hun var glad for at gå på handelsskole, men at hun ikke ville kunne klare en kontoruddannelse på grund af rygproblemer. Ansøger havde gået til fysioterapi 2 gange ugentligt siden julen 2000 på grund af spændinger i nakken. Hun spurgte, om det var muligt at ændre revalideringsplanen til en uddannelse til pædagog. Hun ville dog færdiggøre HG.

Den 11. juni 2001 fik ansøger afslag på revalidering til pædagoguddannelsen. Kommunen begrundede afgørelsen med, at uddannelsen ikke tilgodeså hendes skånehensyn i forbindelse med hendes knælidelse. Ansøger blev i stedet opfordret til at færdiggøre den påbegyndte uddannelse til kontorassistent.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet nævnet lagde vægt på oplysninger om ansøgers helbredsmæssige forhold og de skånehensyn, der var forbundet med ansøgers knælidelse. Nævnet fandt på dette grundlag, at uddannelsen til pædagog ikke i tilstrækkelig grad kunne anses for at tilgodese ansøgers skånehensyn.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at den påbegyndte kontoruddannelse på kortest mulig tid kunne bringe ansøger tilbage til arbejdsmarkedet, og at hun med denne uddannelse ville kunne få tilgodeset behovet for varierende arbejdsstillinger og ikke-knæbelastende arbejde.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger stadig mente, hun bedst kunne klare et afvekslende job som pædagogjobbet, og at de helbredsmæssige problemer ville blive forværret ved stillesiddende kontorarbejde.

Sagen blev behandlet på principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunens afgørelse var ulovlig eller åbenbart urimelig for så vidt angik skønnet over, at pædagoguddannelsen ikke var forenelig med ansøgers knælidelse.

Ankestyrelsen fandt, at det af kommunen udøvede skøn, hvorefter der ikke var grundlag for at ændre den tidligere lagte erhvervsplan i form af hjælp til gennemførelse af kontoruddannelse og i stedet yde revalideringsstøtte til pædagoguddannelsen, ikke kunne anses for ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke var helbredsmæssige eller sociale grunde, der talte for, at en uddannelse til pædagog skulle bedre ansøgers mulighed for hurtigst muligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet sammenholdt med, at det helbredsmæssigt ikke var realistisk, at ansøger ville kunne varetage beskæftigelsen som pædagog.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den allerede fastlagte erhvervsplan tilgodeså behovet for skånehensyn til ansøgers knæ, hvorimod en pædagoguddannelse ikke kunne undgå at udsætte ansøger for belastning af knæene og ryggen i forbindelse med løft, træk og vrid, fx under leg med børn.

Der var bl.a. lagt vægt på, at det af det lægelige materiale fremgik, at ansøger havde en degenereret brusk, som var betydelig længere fremskreden end normalt for en person i ansøgers alder, og som også gav sig udtryk i egentlige knæskalsmanifestationer i form af belastningsudløste smerter.

Ansøger havde derfor behov for et udtalt skånehensyn til knæene og dette fandtes ikke foreneligt med pædagogstudiet og et efterfølgende virke som pædagog hverken på kort eller lang sigt.

Ankestyrelsen bemærkede med hensyn til det, der var anført i klagen om behovet for et afvekslende job som pædagogjobbet, og at de helbredsmæssige problemer blev forværret ved stillesiddende kontorarbejde, at det var Ankestyrelsens opfattelse, at et skånehensyn i dagligdagen ikke kunne tilgodeses ved et arbejde med egentlig fysisk belastning af knæ og ryg.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.