Ankestyrelsen fandt, at der var hjemmel til at vurdere eventuel fortsat berettigelse til revalidering, bevilget efter bistandslovens § 43, stk. 8, senere aktivlovens § 60, efter aktivlovens § 53.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at kritisere nævnets konkrete afgørelse om, at ansøger fortsat var berettiget til revalideringshjælp til afslutning af sin uddannelse. Der blev lagt vægt på den vurdering nævnet havde foretaget på baggrund af de foreliggende journaloplysninger om kommunens opfølgning af revalideringsforløbet, sammenholdt med resultatet af Metalindustriens Lærlingeudvalg, Fællesudvalgets behandling af hans klage over Erhvervsskolens beslutning om, at han var udelukket fra at færdiggøre skoleforløbet.
Begrundelsen for afgørelsen, for så vidt angik hjemmelen til at afbryde et igangværende revalideringsforløb var, at det var en forudsætning for ydelse af revalideringsmæssig bistand, at der var lagt en erhvervsplan som blev fulgt, og at forvaltningen var forpligtet til at udøve regelmæssig opfølgning af den lagte plan.
Ankestyrelsen lagde til grund, at en revalidend efter aktivlovens § 60, kunne få tilbud om optræning eller uddannelse hos privat eller offentlig arbejdsgiver med løn. Denne bestemmelse svarede til bestemmelserne i den tidligere bistandslovs § 43, stk. 8, hvorefter en revalidend kunne få tilbud om revalidering med løn og arbejdsgiveren fik tilskud til denne løn, når en række betingelser var opfyldt.
Det var en betingelse for revalideringsmæssig uddannelse/optræning på arbejdsmarkedet efter aktivlovens § 60, at der var lagt er erhvervsplan. Der ville herefter kunne udbetales revalideringsydelse til revalidenden efter aktivlovens § 52. Revalidender i virksomhedsrevalidering modtog revalideringsydelse, hvori der blev fradraget en eventuel elev-, praktik-, eller lærlingeløn eller løn som led i optræning/oplæring, jf. lovens § 58.
Efter aktivlovens § 53 var det en betingelse for revalideringsydelse, at revalidenden fulgte den lagte erhvervsplan, hvilket svarede nøje til forudsætningerne i den tidligere bistandslovs § 43, stk. 5.
Det var således en forudsætning for virksomhedsrevalidering, såvel efter den tidligere § 43, stk. 8 i bistandsloven, som efter den senere gældende § 60 i aktivloven, at der var lagt en erhvervsplan i samarbejde med revalidenden, og at erhvervsplanen blev fulgt.
I situationer hvor regelmæssig opfølgning dokumenterede, at erhvervsplanen ikke blev fulgt, uden at der var gyldig grund til afbrydelse, kunne revalideringsforløbet afbrydes efter reglerne i aktivlovens § 53.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.