Det var en betingelse for, at det stedlige sociale nævn for den oprindelige kreditorkommune var kompetent til at behandle klagen over den aktuelle bopælskommunes afgørelse om afdragsordningen, at der var indgået en aftale mellem kommunerne om inddrivelse af kravet mod borgeren.
Der sås ikke at være indgået en sådan aftale.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at en bemyndigelsesaftale skulle indeholde en nærmere afgrænsning af rækkevidden af bemyndigelsen, og at det ikke var dokumenteret, at der ved overgivelsen af opkrævningsopgaven var foretaget en nærmere afgrænsning af indholdet af den aktuelle bopælskommunes bemyndigelse.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at hverken bemyndigelsen eller afgrænsningen heraf var meddelt borgeren.
Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at lov om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse ifølge bemærkninger til lovforslaget regulerer kommunernes gensidige bistand i enkeltstående inddrivelsessager.
Endvidere bemærkedes, at loven ifølge en udtalelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke regulerer de tilfælde, hvor den gensidige bistand sker efter socialretlige regler eller praksis.
En aktuel bopælskommunes opkrævning og inddrivelse af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp på vegne skyldnerens tidligere bopælskommune har imidlertid ikke hjemmel i den sociale lovgivning.