Ankestyrelsens principafgørelse A-35-06

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 29, nr. 2

Ansøger blev varetægtsfængslet og fik ved retten 1 års ubetinget fængsel.

Kriminalforsorgen søgte om betaling af husleje og varme med 2.300 kr. under afsoningen efter halvanden måneds afsoning. Årsagen til den sene ansøgning var, at ansøger først ikke mente at have brug for assistance til at få søgt husleje.

Kommunen gav afslag på husleje og varme med den begrundelse, at ansøger havde frasagt sig arbejde i fængslet/arresthuset, hvorfor han ikke gjorde, hvad han kunne for at hjælpe med betaling af boligudgifterne.

Kriminalforsorgen klagede over afgørelsen. Samtidig blev ansøger sygemeldt på grund af gigt, og kommunen bevilgede ham hjælp fra dette tidspunkt.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til nærmere beregning.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke var hjemmel til at give afslag på ansøgningen med den begrundelse, at ansøger havde frasagt sig arbejde.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Kommunen var enig i, at der ikke stod noget om rådighedsforpligtelse i bekendtgørelsens § 2.

Med udgangspunkt i grundreglerne for at modtage kontanthjælp var det en betingelse, at ansøger gjorde, hvad han kunne for at forsørge sig selv.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om det havde betydning for retten til hjælp til dækning af en rimelig boligudgift under afsoning, at ansøger havde frasagt sig arbejde i fængsel.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne give afslag på hjælp til husleje og varme med begrundelse i den indsattes manglende rådighed.

Ifølge bekendtgørelsen om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning af straf i fængsel eller arresthus, har en indsat, hvis bolig bør bevares af hensyn til den indsattes benyttelse heraf under udgang eller efter løsladelsen, ret til hjælp til dækning af en rimelig boligudgift, hvis pågældende ikke selv har indtægter eller formue, der kan dække udgifterne.

Da bekendtgørelsen havde hjemmel i lov om aktiv socialpolitik fandt Ankestyrelsen, at denne lovs overordnede princip om pligt til selvforsørgelse i vidst muligt omfang også var gældende for personer, der modtog hjælp efter bekendtgørelsen.

Ankestyrelsen fandt derimod ikke, at der i bekendtgørelsen var hjemmel til, at det specifikke krav i aktivloven om rådighedsforpligtelse kunne gøres gældende over for personer, der var varetægtsfængslet eller indsat til afsoning. I den forbindelse fandt Ankestyrelsen ikke, at et fængselsbeskæftigelsestilbud kunne sidestilles med beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked.

Afslag på hjælp til dækning af en rimelig boligudgift kunne derfor ikke gives med henvisning til manglende rådighed.

Ved tilkendelse af hjælp og beregningen af denne burde der derimod tages hensyn til størrelsen af den indtægt, som pågældende kunne have haft ved beskæftigelsen i fængslet.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse om hjemvisning af sagen til kommunen til ny afgørelse og beregning af hjælpen.