Ankestyrelsens principafgørelse C-7-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr.1187 af 7. december 2005 - § 45 og § 57, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 71, stk. 3

Børn og unge-udvalget traf den 28. januar 2005 beslutning om, at to børn skulle anbringes uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Forældrene fik meddelelse om beslutningen den 31. januar 2005. Børnene blev samme dag anbragt på en døgninstitution.

Den 1. februar 2005 anmodede moderens advokat kommunen om at få oplyst, hvor børnene opholdt sig.

Senere samme dag traf formanden for børn og unge-udvalgets afgørelse om, at børnenes opholdssted ikke måtte oplyses overfor forældrene

Ved brev af 1. februar oplyste kommunen forældrene om, at børnene var i kommunens varetægt og opholdt sig under betryggende forhold.

Børn og unge-udvalget tiltrådte formandens afgørelse den 4. februar 2005 om anbringelse af børnene. Afgørelsen blev tiltrådt af Ankestyrelsen ved afgørelse af 23. marts 2005.

Baggrunden for forvaltningens indstilling om anonymisering var, at børnene havde brug for ro i anbringelsen den første tid på grund af de turbulente forløb, som begge børn havde været igennem. Herudover var det forvaltningens vurdering, at der var en begrundet formodning for, at forældrene på baggrund af deres hidtidige massive modstand og uenighed i bekymringen for børnene ville hente børnene, såfremt de kendte deres opholdssted

I forbindelse med sagens behandling den 4. februar 2005 afviste kommunen at give oplysninger til forældrene eller deres advokat om, hvor børnene havde opholdt sig i perioden mellem anbringelsestidspunktet og formandens beslutning om anonymisering af opholdsstedet.

Som begrundelse for beslutningen anførte kommunen, at formålet med anbringelsen, herunder en sikring af børnenes udvikling, ikke ville kunne opnås, hvis forældrene blev informeret om, hvor børnene havde opholdt sig i den angivne periode.

Herudover ville oplysning om børnenes opholdssted med stor sandsynlighed medføre, at det ville blive nødvendigt med en flytning af dem til et andet opholdssted, hvilket vurderedes ikke at være i børnenes interesse/til børnenes bedste. Dette forhold havde forvaltningen i den givne situation vægtet højere end oplysningen til forældrene om det konkrete anbringelsessted.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt således ikke grundlag for at pålægge kommunen at oplyse forældrene om, hvor børnene opholdt sig i tidsrummet fra anbringelsen og frem til tidspunktet, hvor formanden traf afgørelse om anonymisering af børnenes opholdssted.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring, om kommunen var forpligtet til at oplyse ansøger om, hvor børnene opholdt sig fra tidspunktet, hvor børnene blev anbragt uden for hjemmet uden samtykke til tidspunktet, hvor børn og unge-udvalget ved formanden traf afgørelse om anonymisering af børnenes opholdssted.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at afslå forældrenes anmodning om at få oplyst, hvor børnene opholdt sig fra tidspunktet, hvor de blev anbragt uden forældrenes samtykke og frem til det tidspunkt, hvor formanden for børn og unge-udvalget traf afgørelse om, at børnenes opholdssted ikke måtte oplyses til forældrene.

Ankestyrelsen henviste til, at på det tidspunkt, hvor moderen igennem sin advokat anmodede kommunen om at få oplyst, hvor børnenes opholdt sig, havde børn og unge-udvalget eller formanden for børn og unge-udvalget endnu ikke truffet afgørelse om, at børnenes anbringelsessted ikke måtte oplyses til forældrene.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at det kun var børn og unge-udvalget, der havde kompetence til at træffe afgørelse om, at barnets eller den unges anbringelsessted ikke måtte oplyses overfor forældrene. Dette fremgår af servicelovens § 57, stk. 3, 2. punktum.

En tilsvarende kompetence var ikke tillagt forvaltningen, hvilket betød, at en sådan beslutning ikke havde virkning, før afgørelsen var truffet af børn og unge-udvalget eller formanden for børn og unge-udvalget.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der ikke i loven var hjemmel til, at sådanne afgørelser kunne træffes med tilbagevirkende kraft.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.