Ankestyrelsens principafgørelse M-2-06

2006

Resume:

Der var ikke hjemmel i boligstøtteloven til at medtage negativ kapitalindkomst ved beregning af husstandsindkomsten.

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 75 af 19. januar 2005 - § 8

Klager havde i 2003 modtaget 2.520 kr. om måneden i boligsikring, beregnet ud fra en husstandsindkomst på 162.000 kr. og en månedlig husleje på 4.800 kr.

Kommunen krævede 7. oktober 2004 9.540 kr., udbetalt som boligsikring, tilbagebetalt.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der skulle ske tilbagebetaling af boligstøtte, når den faktiske husstandsindkomst oversteg den beregnede husstandsindkomst med mere end 18.800 kr., og at klager havde haft en indkomststigning på 52.512 kr. Nævnet anførte endvidere, at der ikke var hjemmel til at tage hensyn til negativ kapitalindkomst ved beregningen af boligstøtte.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at klager ikke ejede noget af værdi. Den negative kapitalindkomst var således udelukkende gæld til kreditorer i forbindelse med, at hans enkeltmandsfirma gik ned i 2001.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om negativ kapitalindkomst kunne medtages ved beregningen af boligstøtte.

Klager havde fået udbetalt for megen boligstøtte

Det betød, at han skulle tilbagebetale den for megen udbetalte boligstøtte.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.

Klager havde haft en uoplyst stigning i husstandsindkomsten for 2003 på 52.512 kr.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at klagers forventede husstandsindkomst for 2003 var på 162.495 kr., hvilket blev nedrundet til 162.000 kr. Det fremgik således af kommunens brev af 1. januar 2003 om boligsikring for 2003, at boligstøtten var beregnet ud fra en husstandsindkomst på 162.000 kr.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at klager i 2003 havde en husstandsindkomst på 215.007 kr. Det fremgik således af kommunens brev af 7. oktober 2004, at klager ifølge skattevæsenets indkomster i årsopgørelsen for 2003 havde haft en personlig indkomst på 215.000 kr.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at det ikke fremgik af sagen, at klager i 2003 havde rettet henvendelse til kommunen vedrørende beregningen af boligstøtte.

Ankestyrelsen bemærkede til klagen, at boligstøtteloven ikke indeholdt hjemmel til at medtage negativ kapitalindkomst ved beregningen af husstandsindkomsten.

Dato for underskrift

31.03.2006

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 19. februar 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

§ 8

Journalnummer

8500099-05