Ankestyrelsens principafgørelse F-4-06

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

01-09-2009

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 9, stk. 1 og § 11, stk. 1

En borger havde anmodet kommunen om aktindsigt i sin sociale sag. Kommunen skrev til borgeren og informerede om, at akterne lå klar til udlevering på det lokale kommunekontor.

Borgeren klagede over dette og anførte bl.a., at kommunen tidligere havde sendt akter til ham. Ligeledes klagede borgeren over, at han skulle kvittere for modtagelsen af kopi af akterne.

Nævnet fandt, at borgeren måtte acceptere selv at afhente de ønskede akter.

Kommunen oplyste efterfølgende overfor Ankestyrelsen, at man nogle gange sendte akter anbefalet til modtager, men at man for det meste sendte et brev til modtageren med en oplysning om, at akterne var klar til afhentning.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke i forvaltningsloven eller andre steder er angivet regler for, hvorledes en aktindsigt konkret skulle gennemføres, samt at det af forvaltningslovens § 9, stk. 1 alene fremgår, at en part "kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. . . "

Ligeledes lagde Ankestyrelsen vægt på, at det af forvaltningslovens § 16, stk. 1 fremgår, at afgørelsen af, hvordan en aktindsigt konkret skal gennemføres, træffes af den forvaltningsmyndighed, der i øvrigt har afgørelsen i den pågældende sag, samt at det af forarbejderne til forvaltningslovens § 16 fremgår, at man normalt vil opnå aktindsigt ved at få en kopi eller afskrift udleveret.

Ankestyrelsen fandt, at myndigheden således kunne vælge den løsning, som var mest hensigtsmæssig.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at borgeren tidligere havde fået tilsendt akter i forbindelse med aktindsigt ikke betød, at borgeren kunne kræve at få akterne tilsendt, hver gang borgeren anmodede om aktindsigt.

Ankestyrelsen bemærkede, at borgeren ikke i klagen havde påberåbt sig særlige grunde for, hvorfor han ikke kunne afhente akterne i kommunen.

Med hensyn til kritikken af, at der skulle kvitteres for modtagelsen af akterne, fandt Ankestyrelsen, at denne fremgangsmåde var korrekt, fordi kommunen på denne måde fik dokumentation for, at der var givet aktindsigt.

Sagen blev efterfølgende indbragt for Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden afviste at realitetsbehandle sagen. Ombudsmanden fandt ikke, at der var udsigt til, at han kunne kritisere det sociale nævns og Ankestyrelsens afgørelser.