Kvinden havde ret til børnefamilieydelse til sin søn.
Begrundelsen for afgørelsen var, at betingelserne for ret til børnefamilieydelse var opfyldt.
Ankestyrelsen lagde til grund, at sønnen opholdt sig i Danmark på kostskole, medens kvinden og hendes mand i forbindelse med arbejde var udstationeret i udlandet. I weekenderne boede sønnen i forældrenes bolig, hvor tre ældre søskende fungerede som reserveforældre.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at forældrene var fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, og at deres søn havde ophold her i landet.
Der blev lagt vægt på, at det tidligere hjemstedskriterium i børnefamilieydelseslovens § 2 med virkning fra den 1. januar 2004 var blevet ændret til et krav om, at barnet skulle have ophold i Danmark.
Ankestyrelsen lagde i denne forbindelse vægt på, at retten til børnefamilieydelse alene var betinget af, at bestemmelserne i børnefamilieydelseslovens § 2 var opfyldt.
Som en bemærkning til kommunens klage oplyste Ankestyrelsen, at det efter ændringen af reglerne om hjemsted til en opholdsbetingelse således ikke længere havde betydning at vurdere, hvorvidt et barn kunne forsørge sig selv eller ej.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.