Ansøger var 31 år og enlig. Hun led af muskelsvind og havde siden skolealderen været kørestolsbruger. Hun modtog højeste førtidspension, og hun var bevilget personlig hjælpeordning og handicapbil i form af kassebil. Ansøger var studerende.
Kommunen traf afgørelse om, at der fremover ikke ville kunne ydes hjælp til betaling af faste udgifter til bil i henhold til servicelovens § 84.
Udgifterne til handicapbilen havde hidtil været medtaget i beregningen, men kommunen havde nu fundet, at den tidligere beregning havde været for lempelig. Ved fornyet gennemgang af sagen var det ikke fundet sandsynliggjort, at ansøger ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af hendes nedsatte funktionsevne. Medtaget i vurderingen var der taget hensyn til hendes alder og uddannelsesniveau ved universitetet.
Derfor ville kun merudgifter i forbindelse med handicapbilen kunne medtages i en beregning, fordi ansøger havde en ekstraordinær stor og driftmæssig kostbar bil i form af en kassebil. Imidlertid var hendes forsikring ikke højere end forsikringen på en almindelig personbil.
Muskelsvindfonden klagede over afgørelsen.
Kommunen genvurderede afgørelsen og fastholdt afgørelsen for så vidt angik afslag på tilskud til udgifter til drift af handicapbil.
Afgørelsen var blevet truffet ud fra en konkret individuel vurdering i henhold til Socialministeriets vejledning nr. 106 af 23. oktober 2002.
Kommunen vurderede ikke, at der forelå en ganske særlig situation. Det var kommunens opfattelse, at der i vejledningen var taget udgangspunkt i, at det var ansøger, der skulle sandsynliggøre sine nødvendige merudgifter.
Nævnet hjemviste spørgsmålet om indregning af driftsudgifter til handicapbil i beregningsgrundlaget for støtte efter servicelovens § 84 til fornyet behandling og afgørelse.
Nævnet fandt ikke, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af, om det kunne anses for sandsynliggjort, at ansøger ikke ville have haft bil, hvis der ikke havde været et særligt kørselsbehov som følge af hendes nedsatte funktionsevne.
Ved den fornyede vurdering skulle kommunen forholde sig til spørgsmålet, om ansøger ville have haft økonomisk mulighed for at holde bil, hvis hun ikke var bevilget handicapbil. Endvidere skulle kommunen tage i betragtning, hvorvidt hun eventuelt havde bil forud for bevillingen af handicapbil, og i hvilken udstrækning hun alternativt ville have kunnet dække sit transportbehov ved benyttelse af offentlige transportmidler.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp efter servicelovens § 84 til betaling af driftsudgifter i forbindelse med en hjælpemiddelbil, hvis det kunne sandsynliggøres, at en ansøger ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne, herunder hvilke krav der i givet fald kunne stilles til sandsynliggørelsen.
