Ankestyrelsens principafgørelse C-12-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 84

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100

Kommunen gav afslag på dækning af merudgifter i form af bilforsikring og udgifter til vedligeholdelse af bil efter servicelovens § 84.

Kommunen indhentede journaloplysninger fra neurologisk afdeling på et sygehus, hvoraf fremgik, at ansøger, der led af dissemineret sclerose ved de seneste to kontroller havde angivet, at han var velbefindende, bortset fra smerter i knæene og at han var tilrådet ikke-knæbelastende træning. Han havde ikke haft attakker og der var ikke beskrevet kognitive problemer.

Kommunen henviste til Socialministeriets vejledning om ændring af vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap, hvoraf vejledende fremgår, at der skal være tale om en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse.

Kommunen fandt ikke, at konsekvenserne af ansøgers nedsatte funktionsevne samlet skønnedes at være af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Der var ved vurderingen lagt vægt på oplysningerne om ansøgers dagligdag. Ansøger klarede selv den personlige pleje, indkøb, rengøring samt skolegang med godt resultat.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Begrundelsen var, at nævnet ikke fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.

Nævnet henviste til, at det fremgår af § 84, at der kan ydes dækning af merudgifter til personer, der har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Nævnet henviste endvidere til, at det fremgår af merudgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, at der med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse og som medfører, at der må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

Nævnet oplyste, at afgørelsen var truffet ud fra en helhedsvurdering af ansøgers situation, hvori indgik de lægelige oplysninger samt beskrivelsen af ansøgers funktionsevne.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det om de helbredsmæssige forhold var oplyst, at ansøger siden 1997 havde haft dissemineret sclerose. Der var beskrevet følger i form af let kraftnedsættelse i venstre ben, balanceproblemer og hurtig udtrætning.

Nævnet lagde endvidere vægt på oplysningerne om ansøgers funktionsniveau som beskrevet i blandt andet samtaleskema dateret den 25. maj 2005, hvoraf blandt andet fremgik, at ansøger udover at passe sine studier, selv kunne tage vare på personlig pleje, indkøb, madlavning og andre praktiske opgaver i hjemmet.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse. Han anførte, at han ikke havde forstand på, hvilke oplysninger nævnet skulle bruge, men at han gerne vil svare på og fortælle om de problemer, som han havde med at få sit liv til at fungere med sclerosen.

I forbindelse med klagen over nævnets afgørelse indsendte Scleroseforeningen et partsindlæg, hvoraf fremgik, at foreningen fandt, at sagen var afgjort på et mangelfuldt grundlag og at kommunens sagsbehandling ikke levede op til de principper, der lægges op til i funktionsevnemetoden. Endvidere blev det gjort gældende, at det umiddelbart så ud som om, at ansøger kun havde fået meget lidt eller slet ingen hjælp til ansøgningen med udgangspunkt i samtaleskemaet

Scleroseforeningen fandt, at det af akterne var vanskeligt at danne sig et billede af konsekvenserne af de vanskeligheder, ansøger havde som følge af sclerosen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af kravene til kommunens sagsbehandling i sager om dækning af merudgifter efter serviceloven, herunder særligt anvendelsen af funktionsevnemetoden.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse.

Begrundelsen var, at kommunens afgørelse var afgjort på et mangelfuldt grundlag, idet ansøger ikke havde fået tilsendt hverken et aftaleskema eller en sammenfatning jf. § 3 i bekendtgørelse om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser.

Begrundelsen var endvidere, at der i den konkrete sag var tale om en retlig mangel, der blev anset for væsentlig og at der ikke fandtes at foreligge særlige omstændigheder, som førte til, at afgørelsen alligevel måtte opretholdes.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, at formålet bl.a. er,

- at sikre, at der foretages en helhedsvurdering af den samlede livssituation for borgeren og dennes familie,

- at sikre dokumentationsgrundlaget for vurderingen af borgerens funktionsevne,

- at styrke borgerens retssikkerhed i overensstemmelse med god forvaltningsskik

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremgår bl.a., at kommunen skal anvende bekendtgørelsen, når der søges om merudgifter efter § 84. Kommunen kan dog beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen, når kommunen umiddelbart vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig.

Det fremgår vejledende af Socialministeriets vejledning om metode for god sagsbehandling, punktet om anvendelse af metoden i sager om hjælp efter § 84, at hvis kommunen vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, og dette samtidig bestyrkes af borgerens egen vurdering samt de oplysninger, der i øvrigt umiddelbart foreligger i sagen, kan kommunen vælge ikke at anvende bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen skal altid anvendes, når borgeren har et udtrykkeligt ønske herom.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var enighed mellem ansøger og kommunen i vurderingen af, at ansøgers funktionsnedsættelse ikke var af indgribende karakter. Ansøger oplyste således i brev af 22. juni 2005, at han udtrykkeligt havde sagt til kommunen, at han var afhængig af sin bil og at hans hverdag ikke ville fungere uden den. Ansøger oplyste endvidere, at bilen blev bevilget for at gøre hans hverdag nemmere og at han havde en nedsat funktionsevne i form af nedsat muskelkraft i venstre ben, hurtigt udtrætning samt balanceproblemer.

Ankestyrelsen fandt, at hovedformålet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 3 var at garantere for afgørelsens materielle rigtighed samt borgerens medinddragelse. Ankestyrelsen var opmærksom på, at kommunen havde anvendt samtaleskemaet. På trods af dette fandt Ankestyrelsen, at den manglende udarbejdelse og fremsendelse til ansøger af både et aftaleskema og en sammenfatning efter bekendtgørelsens § 3 var en væsentlig mangel.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at kommunens afgørelse fortsat skulle gælde trods den væsentlige mangel.

Ankestyrelsen fandt således, at reglerne om funktionsevnemetoden måtte anvendes, selv om det efter de foreliggende oplysninger ikke med sikkerhed kunne afgøres, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.