Ankestyrelsen fandt, at døtrene efter den nu afdøde kvinde opfyldte betingelserne for at få udbetalt plejevederlag.
Ankestyrelsen fandt ligeledes, at betingelserne for at yde plejevederlag var opfyldt, da kvinden var døende, og hospitalsbehandling måtte anses for udsigtsløs.
Ankestyrelsen lagde vægt på bestemmelsen i servicelovens § 104, hvoraf det fremgår, at det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs.
Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget L 229, fremsat den 16. april 1997 om servicelovens § 104, at ordningen om hjælp til døende blev gennemført for at imødekomme døendes ønske om - primært som et alternativ til sygehusophold - at blive plejet af nærtstående i vante og hjemlige omgivelser.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det vejledende fremgår af punkt 1 i Socialministeriets vejledning nr. 38 af 3. juni 2005 om hjælp i forbindelse med pasning af døende, at ordningen ikke var forbeholdt bestemte sygdomskategorier.
Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af udtalelse fra januar 2006 fra egen læge, at kvinden, efter længere tids sygdom, nu var døende, og at al hospitalsbehandling var udsigtsløs. Kvindens tilstand nødvendiggjorde på ingen måde hverken indlæggelse eller ophold på plejehjem.
Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det fremgår af bemærkninger til det lovforslaget, hvor plejevederlag blev indført, lovforslaget LSF 54 fremsat den 1. november 1989 om lov om ændring af lov om social bistand, at forslaget om hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet, alene omfattede hjælp til pleje af døende i terminalpleje, og at indsatsen koncentreredes om at forbedre livskvaliteten i et afgrænset tidsrum, oftest 2 - 6 måneder.
Ankestyrelsen var opmærksom på, at lægen ikke havde konkretiseret, hvad der var årsag til, at kvinden var døende. Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at efter serviceloven var alder ikke et kriterium for bevilling af plejeorlov. Lovens kriterier var, at den, der skulle passes, var døende, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering måtte anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggjorde indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende.
Ankestyrelsen tiltrådte det sociale nævns afgørelse.