Moderens ret til dagpenge i de første 14 uger efter fødslen kunne ikke udskydes helt eller delvis til afholdelse senere.
Ankestyrelsen vurderede, at det fulgte klart af dagpengelovens regler, at en moder ikke havde ret til dagpenge ved udskydelse af orloven inden for de første 14 uger efter fødslen.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at moderens ret til dagpenge i de første 14 uger efter fødslen fremgik af dagpengelovens § 13, stk. 1.
Regler om ret til dagpenge ved udskydelse af orlov fremgik af dagpengelovens § 13, stk. 5 og stk. 6.
Disse regler om ret til dagpenge ved udskydelse henviste imidlertid kun til den periode, der var nævnt i § 13, stk. 2, dvs. efter udløbet af den 14. uge efter fødslen.
Retten til udskydelse af orlov fandt således ikke anvendelse på moderens ret til dagpenge i de første 14 uger efter fødslen efter dagpengelovens § 13, stk. 1.
Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at moderen ikke havde kunnet læse det direkte i loven eller kommunens vejledning samt hensynet til formålet med de mere fleksible barselregler kunne medføre, at der kunne ses bort fra lovteksten.
Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.