Ankestyrelsens principafgørelse C-41-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 37, § 40, stk. 1, § 40, stk. 3, nr. 4 og § 40, stk. 4

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 57 og § 52

Sagen drejede sig om en dreng, der var 17 år. I 2001 indrejste han i Danmark som uledsaget flygtningebarn. Han modtog kontanthjælp. Han havde oplyst, at der ikke var nogen, der havde forældremyndighed over ham.

I efteråret 2005 påbegyndte drengen et efterskoleophold, som han efter det til sagen oplyste var blevet tilbudt af kommunen.

Kommunen meddelte ved sin afgørelse drengen, at han med virkning fra den 1. november 2005 selv skulle betale 300 kr. pr. måned til kost og logi på efterskolen. Resten af udgiften til efterskoleopholdet blev bevilget af kommunen i henhold til servicelovens § 40, stk. 3, nr. 4.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og fandt således, at drengen selv skulle betale 300 kr. pr. måned til kost og logi på efterskolen.

I begrundelsen for afgørelsen henviste nævnet til § 12, stk. 1, i bekendtgørelse om betaling for ophold i anbringelsessteder, hvorefter et barn eller en ung havde pligt til at bidrage til udgifterne ved opholdet.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at drengen ud af sin kontanthjælp på 4.318 kr. pr. måned efter fradrag af godkendte udgifter, herunder til lomme- og tøjpenge på 1.382 kr. pr. måned, kunne betale 300 kr. pr. måned i egenbetaling i forbindelse med sit efterskoleophold.

I drengens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der var flere ting, der gjorde, at afgørelsen ikke var i overensstemmelse med lovgivningen. Herefter spurgte drengen, hvorledes servicelovens § 40, stk. 3, nr. 4, kunne anvendes på ham, når der ikke var en forældremyndighedsindehaver. Hjælp efter børneparagrafferne blev iværksat i forhold til forældremyndighedsindehaveren og ikke i forhold til et barn. Derfor kunne servicelovens § 40 ikke bruges i forhold til drengen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af, om uledsagede flygtningebørn generelt var omfattet af servicelovens § 40 om iværksættelse af foranstaltninger overfor børn og unge med særlige behov for støtte.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke med hjemmel i servicelovens bestemmelse om iværksættelse af foranstaltninger overfor børn og unge med særlige behov for støtte kunne fastsætte egenbetaling for drengens efterskoleophold.

Ankestyrelsen fandt videre, at kommunen ikke kunne bevilge resten af udgifterne ved efterskoleopholdet med hjemmel i ovennævnte bestemmelse i serviceloven.

Begrundelsen for afgørelsen var, at børn eller unge uden forældremyndighedsindehaver ikke var omfattet af servicelovens bestemmelse om iværksættelse af foranstaltninger overfor børn og unge med særlige behov for støtte.

Ankestyrelsen fandt således, at det var en forudsætning for at anvende servicelovens bestemmelse om foranstaltninger for børn og unge, at der var en person, der havde forældremyndigheden over barnet eller den unge.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på ordlyden af bestemmelsen om foranstaltninger. Herefter træffes afgørelsen om iværksættelse af foranstaltninger med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Videre fremgår det, at kommunen kan yde økonomisk støtte, når forældremyndighedens indehaver ikke selv har midler dertil.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på ordlyden af servicelovens bestemmelse om udpegning af en egnet forældremyndighedsindehaver. Efter denne bestemmelse skal kommunen, hvis ingen har forældremyndigheden over et barn eller en ung, i fornødent omfang medvirke til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på princippet om, at bistand til et barn måtte betragtes som bistand til forældrene. Dette princip kunne udledes af SM 0-140-97 om fastlæggelse af, hvilken kommune der var handlekommune.

Ankestyrelsen fandt herefter, at drengen ikke var omfattet af servicelovens bestemmelse om iværksættelse af foranstaltninger overfor børn og unge med særlige behov for støtte.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at drengen var indrejst i Danmark som uledsaget flygtningebarn, samt på, at han havde oplyst, at der ikke var nogen, der havde forældremyndighed over ham.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.