Vestre Landsrets dom og bemærkninger:
Der er hverken i loven, dens forarbejder eller i bekendtgørelsen om dagpenge taget stilling til det foreliggende spørgsmål om efterregulering og ændret dagpengeudbetaling.
Kommunens afgørelse om nedsatte dagpenge blev truffet efter sagsøgerens valg af forlængelse af orloven med 14 uger og var i overensstemmelse med reglerne herom i lovens § 13, stk. 4, således at hun fik udbetalt de beløb, som hun på dette grundlag havde krav på. Det forhold, at hun senere som følge af ny graviditet ønskede at afslutte orloven tidligere end meddelt, fandtes - i mangel af udtrykkelige regler herom - på den anførte baggrund ikke at kunne føre til, at der kunne kræves omberegning og efterbetaling af yderligere dagpenge i forhold til de da allerede skete, lovligt fastsatte udbetalinger. Der var derfor ikke grundlag for at tage sagsøgers principale påstand til følge.
Da sagsøger meddelte, at hun ville afslutte orloven ved udløb af 32-ugersperioden, ville udbetaling af fulde dagpenge i den resterende del af denne periode ikke indebære, at hun ville få udbetalt større beløb end svarende til, hvad hun efter lovens almindelige regel i § 13, stk. 2, ville have krav på. Anmodningen om forlængelsen kunne efter dagpengebekendtgørelsens § 36 d, stk. 1, have været fremsat på ethvert tidspunkt inden for 32-ugersperioden. Sagsøger måtte anses inden udløb af denne periode at have givet afkald på den forlængelse, som begrundede nedsættelsen af dagpengene efter § 13, stk. 4. Landsretten fandt på denne baggrund uanset udformningen af lovens § 13, stk. 4, og af dagpengebekendtgørelsen ikke tilstrækkelige holdepunkter for, at en sådan adgang til fremtidig regulering kunne nægtes. Dette resultat fandtes også bedst stemmende med lovmotivernes bemærkninger om fleksibilitet. Landsretten tog derfor sagsøgers subsidiære påstand til følge.
Thi kendes for ret
Det sociale nævn skulle anerkende, at sagsøger var berettiget til at få efterreguleret barseldagpenge udbetalt af kommunen med 8.775 kr., så hun i alt fik udbetalt et beløb, svarende til den på daværende tidspunkt gældende maksimale dagpengesats fra den 1. september 2004, hvor kommunen fik meddelelse om, at den forlængede dagpengeperiode ikke ville blive udnyttet, til den 3. november 2004, med procesrenter fra den 30. april 2005.