En kvinde lod sig momsregistrere i november 2002. I slutningen af januar 2003 åbnede virksomheden og i december 2004 blev hun sygemeldt.
Kommunen beregnede sygedagpengene på grundlag af indtægten i virksomheden i 2003, idet den henviste til, at kvinden var registreret som selvstændig erhvervsdrivende i november 2002.
Nævnet ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til ny vurdering. Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke forelå en fuld årsopgørelse som selvstændig, idet virksomheden først åbnede i slutningen af januar 2003. Kvinden skulle derfor have mulighed for at vælge beregningsmetode efter bekendtgørelsens § 28, stk. 3.
Kommunen klagede og anførte, at dagpengeafdelingen ikke havde oplysninger om, hvornår en virksomhed startede aktivt. Det var derfor svært for kommunen at administrere sager af lignende karakter.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår en selvstændig erhvervsvirksomhed kunne anses for nystartet, herunder om det var registreringsdatoen eller 1. åbningsdag.