Ankestyrelsens principafgørelse C-11-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 84 og § 98

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100 og § 113

Sagen drejede sig om en mand, der led af Aspergers Syndrom og som i den forbindelse søgte sin kommune om dækning af udgiften til et internetabonnement efter servicelovens § 84.

Kommunen traf afgørelse om afslag på løbende dækning af internetabonnement som merudgift efter servicelovens § 84 med den begrundelse, at der var tale om en normal udgift.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at merudgiften skulle være en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne, dvs. udgifter som den pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne.

Nævnet havde ved vurderingen af sagen lagt vægt på, at det fremgik af oplysninger i en lignende sag, at 73 % af befolkningen i Danmark ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik i 2. halvår af 2003 havde adgang til internet fra hjemmet.

Nævnet fandt derfor, at den ansøgte udgift ikke var en merudgift for manden, der kunne dækkes efter servicelovens § 84.

Manden klagede sammen med Støtte- og rådgivningscentret for mennesker med Aspergers syndrom (SORAS) over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at manden led af Aspergers Syndrom, hvilket er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som er at finde på det autistiske spektrum.

Symptomerne er særlig markante inden for kommunikation, sociale kompetencer og kognition.

Vedrørende kommunikation var det særligt selve interaktionen, som kunne volde manden vanskeligheder. Der var stor erfaring med, at Internettet kunne afhjælpe personer med Aspergers syndrom i forhold til deres særlige kommunikationsform. Formålet var således, at kontakten via Internettet skulle understøtte manden, så han i svære perioder ikke blev isoleret totalt.

Vedrørende sociale kompetencer kunne Internettet være et hjælpemiddel, der kunne understøtte manden i at håndtere almindelige daglige henvendelser til omgivelserne, idet han havde svært ved at håndtere ukendte sociale sammenhænge.

Vedrørende kognition var det anført, at manden på grund af handicappet havde en anderledes måde at forstå, opfatte og bearbejde de informationer, der blev givet i kommunikationen med andre mennesker. Igen kunne Internettet understøtte, at han ikke ville opleve total isolation.

SORAS henviste til en afgørelse fra Ankestyrelsen fra 2001, hvor en person med Aspergers Syndrom havde fået medhold i sin klage.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgifter til internetabonnement kunne anses for en nødvendig merudgift efter servicelovens § 84.

Manden var ikke berettiget til dækning af udgifter til internetabonnement.

Begrundelsen var, at internetabonnement ikke kunne anses for at være en merudgift.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det er en betingelse for at få dækket en udgift efter servicelovens § 84, at udgiften er en merudgift ved den daglige livsførelse. Der kan således alene dækkes udgifter, som manden ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden skulle afholde udgifter på linje med, hvad andre på samme alder og i samme livssituation gjorde. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på oplysninger fra Danmarks Statistik, hvorefter 79 % af befolkningen i Danmark i 2005 havde adgang til Internettet fra hjemmet. Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på oplysninger fra Danmarks Statistik, hvorefter 85 % af de 20- og 39-årige havde adgang til internet fra hjemmet. Manden faldt inden for denne aldersgruppe.

Ankestyrelsen fandt ikke, at udgiften til internetabonnement var en merudgift, som manden ikke ville have haft, såfremt han ikke havde haft en nedsat funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde til grund, at internetabonnement var et forbrugsgode jf. § 98 i serviceloven, idet der var tale om et produkt, som fremstilles og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt., i Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at internetabonnement i dag set i lyset af samfundsudviklingen måtte betragtes som sædvanligt indbo på linje med f.eks. standard computere, tv-apparater og videomaskiner

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.