Ankestyrelsens principafgørelse A-41-06

2006

Resume:

Ansøger opfyldte betingelserne for ansættelse med løntilskud. Han havde derfor ret til hjælp i form af tilskud op til fagets mindsteløn under sin uddannelse til social- og sundhedsmedhjælper.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger var 39 år og dermed over den sædvanlige uddannelsesalder. Han havde forsørgerpligt overfor 3 børn, som han havde boende hver anden weekend. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at han havde flere års erhvervserfaring. Han blev udlært i 1990, og han havde haft arbejde lige siden.

Endelig blev der lagt vægt på Ankestyrelsens praksis i SM A-49-02, hvorefter vurderingen af, om der forelå særlige forhold, der kunne begrunde aflønning med fagets mindsteløn under praktikforløbet under revalidering, afhang af en konkret vurdering af ansøgers sociale forhold.

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 51, stk. 1, nr. 3

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005 - § 51, stk. 3

Sagen drejede sig om en mand, der fik afslag på løntilskud under sin uddannelse til social- og sundhedsmedhjælper. Kommunen fandt, at han var berettiget til revalideringsydelse.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt ikke, at manden var berettiget til yderligere hjælp i form af tilskud op til fagets mindsteløn.

Det var nævnets opfattelse, at manden ikke var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 51, stk. 1, nr. 3. Nævnet oplyste, at bestemmelsen skulle ses i sammenhæng med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 51, stk. 3, hvor der kunne bevilges løntilskud.

Nævnet lagde vægt på, at manden ikke var i arbejde med løntilskud, og at han derfor ikke havde adgang til løntilskud, men derimod var berettiget til revalideringsydelse efter aktivlovens § 51, stk. 2.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at manden var berettiget til at få udbetalt revalideringsydelse som mindste overenskomstmæssige løn eller en løn som sædvanligvis var gældende for tilsvarende område. Der blev henvist til aktivlovens § 51, stk. 1, nr. 3, og SM A-11-00.

Nævnet fastholdt afgørelsen.

Nævnet fandt ikke, at SM A-11-00 havde betydning for denne sag.

Efterfølgende bemærkede nævnet supplerende, at revalidering som hovedregel skete med revalideringsydelse.

Nævnet henviste til SM A-49-02, hvor det fremgik, at vurderingen af de særlige forhold afhang af en samlet konkret vurdering af ansøgers sociale forhold.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af praksis for bevilling af løntilskud til revalidender og som supplement til SM A-49-02.

Manden var berettiget til hjælp i form af tilskud op til fagets mindsteløn under sin uddannelse til social- og sundhedsmedhjælper.

Begrundelsen var, at han opfyldte betingelserne for ansættelse med løntilskud.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at revalidering som hovedregel skete med revalideringsydelse, og at der krævedes særlige forhold for at modtage løntilskud under en revalidering.

Ankestyrelsen lagde i denne forbindelse vægt på, at manden på tidspunktet for kommunens afgørelse var 39 år og dermed over den sædvanlige uddannelsesalder. Han havde forsørgerpligt overfor 3 børn, som han havde boende hver anden weekend. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at han havde flere års erhvervserfaring. Han blev udlært i 1990, og han havde haft arbejde lige siden.

Endelig blev der lagt vægt på Ankestyrelsens udmelding i SM A-49-02, hvorefter vurderingen af, om der forelå særlige forhold, der kunne begrunde aflønning med fagets mindsteløn under praktikforløbet under revalidering, afhang af en konkret vurdering af ansøgers sociale forhold.

Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at det ikke var en betingelse for ansættelse med løntilskud under revalidering, at ansættelsen var kortvarig.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

21.12.2006

Offentliggørelsesdato

10.07.2013 Denne principafgørelse er kasseret den 19. juni 2019, da der er kommet nye regler på området.

Paragraf

§ 51

Journalnummer

2000564-06