Ankestyrelsens principafgørelse M-5-06

2006

Resume:

En fratrædelsesgodtgørelse, der var udbetalt med udgangen af måneden før det tidspunkt fra hvilket, der var ansøgt om boligstøtte, indgik ikke som forventet indkomst i beregningen af boligydelsen.

Begrundelsen var, at der ved ansøgning om boligstøtte blev taget udgangspunkt i den forventede husstandsindkomst, hvilket vil sige den fremtidige indkomst.

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 552 af 2. juni 2006 - § 6 og § 8

En ansøger, der var blevet arbejdsløs, indgav ansøgning om boligstøtte et par dage før den 1. oktober. Boligstøttekontoret beregnede, at ansøgeren var berettiget til boligstøtte pr. 1. oktober.

I forbindelse med ansøgerens fremsendelse af dokumentation fra sin tidligere arbejdsgiver bl.a. i form af lønsedler for september og oktober foretog kommunen en ny beregning af boligstøtten, da det af den tilsendte dokumentation fremgik, at ansøgeren i forbindelse med sidste lønudbetaling for september måned bl.a. havde fået udbetalt fratrædelsesgodtgørelse.

Kommunen medtog herefter fratrædelsesgodtgørelsen i beregningen af boligstøtte og meddelte, at ansøgeren ikke var berettiget til boligstøtte fra 1. oktober.

Ansøgeren klagede til nævnet, der ved sin afgørelse fandt, at kommunen ikke var berettiget til at medtage fratrædelsesgodtgørelsen i beregningen af boligstøtten og hjemviste sagen til kommunen.

Nævnet begrundede bl.a. afgørelsen med, at der var tale om en ansøgningssituation, og at der ikke var tale om en løbende boligstøttesag, hvorfor § 46, stk. 5, der vedrørte omberegning i af boligstøtten i løbet af året ikke kunne finde anvendelse.

Nævnet lagde desuden vægt på, at fratrædelsesgodtgørelsen ikke vedrørte en bestemt periode efter udgangen af september måned.

Kommunen anførte i anken blandt andet, at den var af den opfattelse, at udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse var et engangsbeløb, der ikke kunne henføres til en bestemt periode og derfor medregnedes fordelt på resten af året efter udbetaling, jævnfør boligstøttelovens § 46, stk. 5, og Socialministeriets vejledning af 23. oktober 2002 om individuel boligstøtte, punkt 253. Kommunen var endvidere af den opfattelse, at engangsbeløb behandledes ens uanset, om det er en løbende boligstøttesag eller en ny ansøgning om boligstøtte.

På Ankestyrelsens forespørgsel havde Socialministeriet vejledende udtalt, at der ved ansøgning om boligstøtte blev taget udgangspunkt i den forventede - det vil sige fremtidige - indkomst. Der kunne således - som udgangspunkt - ikke medtages indkomst, som var udbetalt forud for den første udbetaling af boligstøtte eller som vedrørte perioder forud for den første udbetaling af boligstøtte.

På den baggrund var det Socialministeriets opfattelse, at et beløb, som var udbetalt forud for eller som vedrørte perioder forud for den første udbetaling af boligstøtte, som udgangspunkt ikke skulle indgå i den forventede indkomst. For beløb udbetalt forud for den første udbetaling af boligstøtte gjaldt dette, uanset om der var tale om engangsbeløb eller beløb, som kunne henføres til en bestemt periode forud for tilkendelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang det påvirkede årets beregning af boligstøtte, at der på tidspunktet for ansøgningen om boligstøtte udbetaltes en fratrædelsesgodtgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at fratrædelsesgodtgørelsen, udbetalt med udgangen af september måned, ikke indgik som forventet indkomst i beregningen af boligydelsen pr. 1. oktober.

Begrundelsen var, at der ved ansøgning om boligstøtte blev taget udgangspunkt i den forventede husstandsindkomst, hvilket vil sige den fremtidige indkomst.

Da fratrædelsesgodtgørelsen blev udbetalt før den første udbetaling af boligydelsen, var der ikke tale om en forventet indkomst, men om formue.

Det tilføjedes, at reglerne om omberegning af boligstøtten ikke fandt anvendelse i sagen, der omhandlede en ansøgningssituation, og ikke en omberegning af boligstøtte i en løbende boligstøttesag.

Sagen hjemvistes herefter til kommunen til ny beregning af boligstøtten.

Dato for underskrift

20.07.2006

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Denne er principafgørelse er kasseret den 26. marts 2019, da der er kommet nye regler på området.

Paragraf

§ 46 § 6 § 8

Journalnummer

8500045-06